Herover kan du se den officielle trailer for Star Wars: 'The Last Jedi'.

Onsdag den 13. december har Star Wars-fans over hele verden - også her i Danmark - sat et stort, fedt kryds i kalenderen. Her får den nyeste Star Wars-film 'The Last Jedi' officielt verdenspremiere, men enkelte filmanmeldere er så heldige, at de allerede har set den med stor spænding imødesete episode otte i stjernekrigssagaen. Det skriver Jyllands-Posten.

For i lørdags blev der for allerførste gang blændet op for 'The Last Jedi' i USC’s Shrine Auditorium i Los Angeles; blandt andet foran filmens stjerner. Og så de udvalgte filmanmeldere.

Og hvad er så deres dom?

Ja, den er endog meget positiv.

'The Last Jedi har flere gåsehudsøjeblikke end nogen anden Star Wars-film, jeg kan huske. Jeg storsmilede næsten igennem hele filmen. En værdig og god Star Wars film. Serien om Star Wars er i gode hænder. Stor ros til Rian Johnson (filmens instruktør, red.),' skriver MTV-journalist Josh Horowitz på Twitter.

Også Aaron Couch fra The Hollywood Reporter er begejstret. Han roser især præstationen fra en af hovedpersonerne i de oprindelige film, der tog hele verden med storm i slutningen af 70'erne og i 80'erne.

'The Last Jedi er utrolig tilfredsstillende, og det er uden sammenligning Mark Hamills bedste præstation som Luke Skywalker,' skriver han på Twitter.

Selv en anmelder, som ikke altid har været særlig begejstret over Star Wars-filmene lægger sig fladt ned.

'The Last Jedi er fuldstændig fænomenal. Jeg troede ikke, jeg kunne være så vild med en Star Wars-film,' skriver filmanmelder på Indiewire, David Ehrlich på Twitter.

Der er dog også enkelte, som ikke blev begejstrede over det, de så.

'Last Jedi er skuffende. Jeg kan ikke tro, at jeg bedre kunne lide Force Awakens (den seneste film i Star Wars-serien og forløberen for The Last Jedi', red.),' skriver filmanmelderen Gregory Ellwood.

Selve filmens handling røber ingen af de anmeldere, der var til stede under snigpremieren i Los Angeles. For den slags er selvfølgelig strengt forbudt før meget tæt på den officielle verdenspremiere.

Forpremieren i Los Angeles var samtidig en mindehøjtidelighed for skuespilleren Carrie Fisher, der spillede rollen som prinsesse Leia i de tre oprindelige film - og igen i 'The Force Awakens' og 'The Last Jedi'. Hun døde sidste år i en alder af blot 60 år, men nåede først at færdiggøre optagelserne til 'The Last Jedi'.

Andre læser også