Da stjernene fra serien 'Venner' blev genforenet, kom det frem, at nogen af skuespillerne måske var mere end venner uden for settet.

Endelig blev de samlet. Eller næsten. Fem af vennerne fra den populære sitcom, 'Venner', der har fået millioner af mennesker til at grine verden over, var samlet igen. Kun Matthew Perry, der var manden bag karakteren 'Chandler Bing', manglede.

Årsagen var en hyldest fra tv-stationen NBC til den famøse tv-instruktør James Burrows, der har stået bag instruktion af flere top-serier. Udover 'Venner' kan han også trække 'Sam's Bar', 'The Big Bang Theory', 'Frasier' og 'Will og Grace' op af instruktør-hatten.

Søndag løb showet af stablen, og her skulle 'vennerne' så indgå som et segment i hyldesten, hvor de både svarede på spørgsmål om instruktøren i fokus, men også om serien og personerne. Det skriver den engelske side Cosmopolitan.

Showets vært, Andy Cohen, valgte under interviewet med stjernene at spørge indtil det, som Friends-fans har hungret efter at finde ud af i årevis. Var der nogen, der var sammen i virkeligheden?

Helt præcist har der floreret rygter om, at skuespillerne blev bedt om at underskrive 'ingen sex-kontrakter'. Det valgte Andy Cohen at spørge direkte om, hvortil der blev stille blandt de fem fremmødte i noget tid, inden Lisa Kudrow, der står bag karakteren 'Phoebe Buffay', brød tavsheden.

»David (David Schwimmer, spillede 'Ross Geller', red.), sig noget!,« sagde Lisa Kudrow, hvor til David Schwimmer sarkastisk svarede: »Den blev brudt!«

Lisa Kudrow valgte dog at smide mere brænde på bålet, da hun erkendte, at hun ikke havde skrevet under på en sådan kontrakt.

Endegyldigt er der altså ikke noget svar på, om nogen af 'vennerne' var sammen. Men noget kunne tyde på det.

Herunder kan du se en bid fra showet, hvor de fem stjerner bliver genforenet.