Alexandre Willaume har scoret sig en rolle som skurk i den stort anlagte ’Tomb Raider’-film, hvor han spiller overfor den svenske superstjerne Alicia Vikander.

Angelina Jolie gjorde i starten af 00’erne ’Tomb Raider’ til verdens mest populære filmatisering af et computerspil, nu skal danske Alexandre Willaume være med til at føre arven videre.

Den 45-årige skuespiller, der herhjemme senest har optrådt i tv-serier som ’Rita’ og julekalenderen ’Ludvig og julemanden’ tog for tre et halvt år siden til England for at møde castere og fik i samme ombæring et engelsk agentur, der skulle hjælpe ham med at få internationale roller.

Det har i løbet af de seneste år kastet roller af sig i flere store produktioner, senest den franske filmskaber Luc Bessons rum-blockbuster ’Valerian and the City of a Thousand Planets’ hvor stjerner som Cara Delevingne, Rihanna og Clive Owen stod på rollelisten, og fra denne uge kan Alexandre Willaume så opleves som skurk i genoplivningen af ’Tomb Raider’-serien, nu med den svenske Oscar-vinder Alicia Vikander i hovedrollen.

Den svenske stjerneskuespiller Alicia Vikander som Lara Croft anført af Alexandre Willaume. SF Film

»Jeg spiller hovedskurkens håndlanger og var med på optagelserne i London tre uger og i Sydafrika fem uger,« fortæller Alexandre Willaume om sin rolle, han fik tilbudt uden at gå til casting.

»Jeg var i London hos min agent, da han spurgte, om jeg ville lave ’Tomb Raider’. Jeg regnede med at han mente, om jeg ville til casting på filmen, så jeg var i første omgang lidt tøvende. Det kunne han godt fornemme, så senere på aftenen forklarede han, at det altså var et direkte jobtilbud, og så blev det pludselig en sjov aften,« griner Alexandre Willaume, der på filmsettet godt kunne fornemme, at han altså var kommet med på det helt dyre hold.

»Filmen havde jo et kæmpe budget (Angiveligt omkring en halv milliard kroner, red.), så hvis der var scener, som instruktøren ikke var helt tilfreds med, så lavede man da bare det hele om. Jeg var for eksempel tre uger ekstra i London i december for at tage nogle scener om,« forklarer Alexandre Willaume, som midt på kæmpeproduktionen dannede et lille nordisk fællesskab.

»Alicia er svensker, og så er instruktøren Roar (Uthaug, red.) jo norsk, så det var sjovt mellem optagelserne at kunne slå over på skandinavisk og tale lidt mere nede på jorden om tingene. Især Roar og jeg havde det sjovt med det. Alicia var meget den der store stjerne på settet, hvilket jo er ret naturligt, da hele filmen jo hænger på hende.«

Alexandre Willaume i sin 'Tomb Raider'-uniform. SF Film

Den nye ’Tomb Raider’-film med Alicia Vikander i titelrollen som Lara Croft kommer 15 år efter Angelina Jolie lagde rollen fra sig med filmen ’The Craddle of Life’. I den nye 2018-udgave har man genstartet serien, så historien tager udgangspunkt i den unge eventyrers første ekspedition til en mystisk ø, hvor hun leder efter sandheden om sin far.

’Tomb Raider’ blev lanceret første gang i 1996 som computerspil, og selvom den dengang 24-årige Alexandre Willaume spillede computer, har han ikke den store erfaring med Lara Croft-karakteren.

»Jeg tror ikke, jeg spillede spillet, men jeg så filmene med Angelina Jolie.«

Han er allerede i gang med sit næste internationale projekt og flyver for tiden mellem København og Budapest for at spille med i en svensk/britisk thriller med titlen ’Hidden’ (Premiere på Viaplay senere på året, red.).

»De filmtilbud man får, er jo summen af det, man har lavet gennem årene, men ’Tomb Raider’ er helt sikkert noget, der ser godt ud på cv’et, og jeg oplever for tiden at få flere og flere tilbud.«