Nu har den danske instruktør Niels Arden Oplev fået endnu et stort job i USA.

Herhjemme kender vi ham fra dette års film 'Kapgang', Stig Larsson-filmatiseringen af  'Mænd der hader kvinder', samt tv-serier som Taxa, Rejseholdet og Ørnen, hvor han har instrueret flere afsnit.

Nu venter der den 53-årige danske instruktør en fornem opgave i USA.

Det er netop bekræftet, at Niels Arden Oplev skal stå bag 'piloten' til den amerikanske tv-serie 'Mr. Robot', et vaskeægte hackerdrama med Hollywood-skuespiller Christian Slater i hovedrollen. Og det er noget, der vækker stor glæde hos danskeren, der bor i Los Angeles tæt på sin amerikanske eks-kone og deres fire børn.

Spændt og glad

- Han har været meget spændt på, om de besluttede at skabe en serie på baggrund af hans pilot og er meget glad ved deres endelige beslutning, lyder det fra hans danske pr-kontakt, Freddy Neumann, til bt.dk.

Et pilotafsnit er alfa omega for en tv-serie, da det skal sælge hele serien til tv-chefer og overbevise publikum om, at tv-serien har berettigelse til at fortsætte, og den store opgave kommer ovenpå flere succeser i Hollywood for instruktøren.

Niels Arden Oplev har instrueret sin amerikanske debutfilm 'Dead Man Down' med skuespiller Colin Farrell og blev efterfølgende hyret af selveste Stephen Spielbergs selskab Amblin Entertainment til at instruere piloten af Stephen King-serien 'Under the Dome', lige som han også står bag pilot-afsnittet til CBS-politiserien 'Unforgettable'.

TV-serien 'Mr. Robot' fra NBC Universal er et hackerdrama, som handler om en ung, antisocial programmør (spilles af Rami Malek, kendt fra filmen 'Nat på museet' samt flere amr. tv-serier), som kun kan komme i kontakt med andre ved at hacke dem. Skuespiller Christian Slater er anarkisten Mr. Robot, der hyrer den unge hacker til at gå underminere det amerikanske erhvervsliv.