Der er stor enighed blandt anmelderne om Lars Von Triers nye film Nymphomaniac, der har premiere over hele landet 25. december.

»Efter næsten et års opslidende, orgasmejagende mediehype, kommer »Nymphomaniac« som et chok. Rystelsen består for så vidt ikke af filmens glimtvise penetrationer og dryppende genitalier, selvom de i sagens natur påkalder sig øjets og kameraets opmærksomhed. At man går skælvende og opløftet fra filmen skyldes derimod, at Lars von Trier leverer en dybt tænkende, subtilt følende, flammende sarkastisk og sjæleskærende tragisk erotisk odyssé,« skriver Berlingskes Kristian Lindberg, der har givet filmen seks ud af seks mulige stjerner.

Charlotte Gainsbourg spiller i filmen nymfomanen Joe, der efter et overfald bliver samlet op i en gyde af ungkarlen Seligman (Stellan Skarsgård), til hvem hun fortæller sin livshistorie.

»Jeg er et dårligt menneske« hævder Joe, og mens Seligman forsøger at overbevise hende om det modsatte, følger filmen hende i otte kapitler gennem forførelser, ægteskabsbrud, kærlighed, frigiditet og sadomasochisme,« skriver BTs anmelder Niels Lind Larsen, der giver filmen fem stjerner og kalder »Lars von Triers pornofilm røvirriterende og gennemført enestående.«

»Men sådan er det. Man kan ikke lave en omelet uden at smadre et par æg, og Trier vælter gerne hele bakken. Man kan elske eller hade ham, men man kan ikke afskrive ham. Han er stadig lige provokerende, uforsonlig og uforlignelig. Stueren bliver han sgu aldrig,« skriver Niels Lind Larsen.

Ekstra Bladets anmelder giver også filmen fem stjerner.

»Trier laver stadig film, der ikke ligner nogen eller noget andet, og er ubetinget en af de mest originale og egensindige nulevende filmskabere i verden. Fascinerende, foruroligende, krukket, kontrær. Og med en vigtig evne til at samle nogle af de dygtigste mennesker omkring sig – skuespillere, fotografi, lyd, scenografi etc. Og formår derfor som få andre at skabe filmkunst med lige dele tryk på film og kunst,« skriver Henrik Henrik Queitsch fra Ekstra Bladet.