Tv-vært blev truet med vold, da han ville konfrontere cykeltyv.

Hvert år mister rigtigt mange danske børnefamilier barnevogne, ladcykler og andet dyrt udstyr til flere tusind kroner. Men hvor forsvinder det hen?

Det har tv-vært Sverre Quist sat sig for at undersøge i programserien ’Hælerjagt’ på Kanal 5. Og det har vist sig ikke at være helt ufarligt.

For under optagelsen til programmet, der blev vist onsdag aften, kom tv-værten nemlig i karambolage med en mand i kamuflagetøj, som netop skulle til at cykle af sted på den cykel, som Sverre Quist havde brugt som lokkemad.



Kort forinden havde Sverre Quist monteret en GPS-sender på en ladcykel og placeret den på Østerport Station, hvor den blev stjålet og efterfølgende kunne spores til en parkeringsplads på Hvidovrevej. Her konfronterede tv-værten manden, og det endte med at udvikle sig højdramatisk.

Over artiklen kan du se klippet, hvor manden truer med mavepustere og et knæ i skallen, hvis ikke kameraholdet lader ham være.

’Hælerjagt’ har sæsonafslutning onsdag d. 13. april kl. 21 på Kanal 5. Det omtalte afsnit genudsendes torsdag, lørdag og søndag.