En angstprovokorende drømmerolle, kalder Dejan Cukic rollen som 'Claus' i hans danske comeback-film 'Fantasten, der har premiere over hele landet i denne uge.
En ultrarealistisk historie om den midaldrende ludoman, der synker dybere og dybere ned i Københavns underverden og afhængigheden af spil. En dag dukker hans søn pludselig op. Det bliver Claus' chance, men også en risiko for et endnu større fald. Et nådesløst drama, som Berlingskes anmelder gav seks stjerner og kaldte 'et satanisk mesterværk'.

Cukic brød igennem som skuespiller i 1999 i Lasse Spang Olsens ramasjang-komedie 'I Kina spiser de hunde', og blev landskendt som reklamemanden Philip i DRs Emmy-vindende serie 'Nikolaj og Julie'.
I 2001 havde han en af sine få hovedroller på film, som 'den serbiske dansker' i DRs prisbelønnede miniserie af samme navn.

I de sidste syv år har Dejan Cukic stort set kun arbejdet udenfor landet.
I svenske film og tv-serier samt ikke mindst den internationale tv-serie 'Borgia', hvor han har haft rollen som Kardinal Rovere i mere end 30 episoder. Han har medvirket i en del reklamer og selv instrueret nogle stykker.
Nu er Dejan tilbage i Danmark, og i dansk film, med det han selv kalder 'en drømmerolle, man måske kun får én gang i karrieren'.

»Jeg elsker at komme ind dér, hvor det virkelig gør ondt, og hvor man skal finde nogle ukendte dybder og en virkelig seriøs ærlighed,« siger Dejan Cukic, der fra starten aftalte med instruktøren, at total ærlighed skulle være en rød tråd i fortællingen om det menneskelige drama.

»Vi lavede en aftale om at det her skulle være helt nøgent. Vi ville så tæt på virkeligheden som overhovedet muligt, og det skulle gå lige ind under huden på folk. Det var krævende, for jeg er med i hver eneste scene, og det er sgu angstprovokerende, at dit ansigt skal bære hele fortællingen. Men det ansvar tog jeg med glæde, for jeg kender miljøet. Både spillermiljøet og det kriminelle miljø. Så dér havde jeg også noget at byde på,« siger Dejan Cukic, der har skabt sin karakters ydre ud fra et menneske, han har mødt i virkeligheden:

»Fyren i ruskindsjakken og de bukser og de sko er et billede af en mand, der har prentet sig på min nethinde. Det er en fyr jeg engang kendte fra det miljø, som var gangster,« fortæller den 50-årige skuespiller, der er vokset op i Brønshøj, Tingbjerg og på Nørrebro i København.

I midten af 70'erne kom han til Danmark med sine forældre, der var gæstearbejdere fra det daværende Jugoslavien.
»Vi var den første indvandrerfamilie i Tingbjerg, hvor vi boede fra jeg var 11 til jeg var 19-20 år gammel. Senere blev området ødelagt, fordi alle skilsmissefamilierne og alle på overførselsindkomst blev flyttet derud. Faktisk startede nedturen dengang vi boede derude, og i dag er det en kæmpe ghetto.
Så jeg begyndte at snuse lidt til det hårde miljø fra jeg var 14-15-16 år. Det var en periode, hvor der er godt gang i éns liv, og ligesom alle andre derude vidste jeg heller ikke rigtigt, hvad fanden jeg skulle lave. Men heldigvis kom teaterskolen ret tidligt,« siger Dejan Cukic, der gik på Statens Teaterskole fra 1989 til 1993.

»Senere har jeg så færdedes som voksen i spiller-miljøet. Blandt forretningsfolk, millionærer, gangstere, musikere. Alle mulige miljøer. Og jeg kan godt lide at spille noget poker engang imellem. Men jeg er ikke afhængig af det. Vi er bare nogle stykker der mødes over en gryde chili con carne, og sidder og ribber hinanden for en hund eller to, men jeg kender det miljø ret godt,« siger Cukic, der også har set den barske bagside, hvor en af hans venner endte med at begå selvmord på grund af spillegæld. En virkelighed der ligger uhyggeligt tæt op af dramaet i 'Fantasten'.

»Jeg kender mange, der har spillet, og folk der har mistet alt på grund af spillegæld. Desværre kender jeg også én, der har mistet livet af den grund. Det var en af mine gode venner, og han kom så langt ud, at han endte med at tage sit eget liv.«

»Som ludoman er det lettere at gemme sig end hvis du for eksempel er alkoholiker, hvor du lugter ud af munden, og ikke kan gå lige. Så de kan gemme sig i mange år, og gå og opbygge den her paranoia, den dårlige samvittighed og skammen, der også følger med. Det er mennesker der stjæler deres børns opsparing, ruller deres mor, stjæler fra deres arbejdsplads - og sælger deres hus uden at konen ved det. Og det er en ligeså stor sygdom som alkoholisme og narkomani. Der er bare mange flere af dem. Jeg tror, der er omkring 80.000-100.000 registrerede ludomaner i Danmark, og så er der et stort mørketal,« siger Dejan Cukic, der kom ind på skuespillerskolen i 1989.

»Da jeg kom ind på teaterskolen havde jeg aldrig været i teateret. Jeg havde til gengæld set masser af film, og jeg lærte dansk via fjernsynet. Da vi kom til Danmark, var der ingen kære mor. Jeg røg direkte ind i en dansk folkeskoleklasse uden at kunne ét ord dansk. Man havde ikke nogen venner, men i løbet af et år snakkede jeg dansk,« siger Dejan og smiler, mens han lige tænker sig om, så det ikke kommer til at lyde alt for hårdt.

»Jeg husker det ikke så traumatisk, som det kan lyde. Andet end at det var lidt som at sidde i en boble for sig selv. Det var sgu lidt underligt, at sidde i en klasse med 30 andre elever, hvor du ikke aner, hvad de taler om. Men det kom hurtigt, og folk var meget søde. Og mine forældre prøvede at guide mig så godt de kunne. Når jeg skulle til bageren, så fik jeg sedler med, hvor der stod 'franskbrød og en liter mælk'. De var ret cool og troede på, at man skulle kastes ud i tingene. Også mine brødre. Og det er gået meget godt for os alle tre, vi er alle meget integrerede. Den ene er på Panuminstituttet, den anden er terapeut, og jeg er jo skuespiller,« siger Dejan, der for det meste betragter sig selv som håndværker, 'og nogengange som kunstner', som han siger med et lille smil.

»Jeg valgte ikke at blive skuespiller for at blive berømt eller kendt, måske nærmere for at finde mig selv gennem forskellige roller og karakterer,« sigr Dejan Cukic, der har været sammen med Carina Holm i 35 år.
Sammen har de Sofia på 26 samt efternølerne, Milla på fem og Luka på tre.
Jeg mærkede slet ikke at jeg blev 50, det har jeg alt for travlt til. Med to små børn. Min datter på fem starter i nulte klasse næste år, og det har nok hjulpet mig en del med de to små banditter derhjemme. Det er derudaf på fulde hammer, og så er det bare med at følge med. Vi spiller fodbold og farer rundt," siger Dejan med et stort grin:
"Jeg behøver overhovedet ikke gå i fitness center.«

DEJAN CUKIC:

Født i Jugoslavien Montenegro d. 25. november 1966
Bor med kæresten gennem 35 år, Carina Holm i lejlighed på Frederiksberg
Parret har børnene Sofia, (1994), Milla (2012) og Luka (2014)
Kom til Danmark med sine forældre i midten af 70'erne
Vokset op i Brønshøj og Tingbjerg i København
Skuespiller fra Statens Teaterskole 1993
Flere teaterroller på Østre Gasværk, Aveny, Betty Nansen, Mungo Park og Husets Teater
Filmdebut i Operation Cobra 1995
Gennembrud i Lasse Spang Olsens 'I Kina spiser de hunde'. Og senere landskendt i tv-serien 'Nikolaj og Julie'.
Medvirker i alle sæsoner af den amerikanske serie 'Borgia' fra 2011-2015.
Har de seneste år lavet en række svenske film og tv-serier, blandt andet 'Snabba Cash', 'Innan vi dör' og Stockholm stories'.
Aktuel som 'Claus' i Christian Dyekjærs film 'Fantasten', og næste år i 'Skammerens datter to - slangens gave'.