Den dansk-svenske tv-serie Broen er ikke for børn. Heller ikke fjerde og sidste sæson, der har premiere nytårsdagsaften.

Men også for de voksne skuespillere kan det være en belastning, at befinde sig inde i hovedet på de karakterer, der er forfulgt af deres egen fortid, samtidig med, at de jagter de mest rå og perverterede mordere.

'Broen's fjerde sæson har premiere på DR1 d. 1. januar, og som i forrige sæson er det Thure Lindhardt og Sofia Helin, der spiller drabsefterforskerne Henrik Sabroe og Saga Norén, der mødes om opklaringen af det bestialske mord, der starter første afsnit af seriens sidste sæson.

Og det er så belastende, at bevæge sig ind i 'Broens' mørke univers, at Thure Lindhardt helt bevidst valgte at lade sig hyre til TV2s lette feelgood-serie 'Badehotellet', da han var færdig med krimiseriens sæson, afslører han nu overfor BT:

»Jeg tog faktisk en sæson på 'Badehotellet' lige efter tredje sæson af 'Broen'. Helt bevidst for at lave noget, hvor jeg kunne bruge noget helt andet af mig selv, og for at kunne grine i en periode,« sagde Thure Lindhardt, da han onsdag sammen med sin svenske kollega, Sofia Helin var i DR-byen for at præsentere 'Broens' sidste sæson, der starter med et uhyre brutalt mord på Øresundsbroen

Samtidig sidder den svenske drabskommissær Saga i fængsel, forkert dømt for at have slået sin egen mor ihjel.

I mens går hendes danske kollega kriminalkommissær Henrik Sabroe, rundt i København i en sorg-døs. Martret af savn efter hans forsvundne hustru og deres to piger, der indimellem dukker op som spøgelser på hans sofa, eller når han kører i bil.

Der er lagt i kakkelovnen til en dramatisk slutning på den populære krimi-serie, der har godt fat i publikum i både Danmark og Sverige, og som derudover er solgt til 188 lande verden over. Hvilket vil sige stort set hele kloden.

Saga lider af Aspergers Syndrom, hvilket gør at hun ikke kan aflæse andre mennesker. Hendes umiddelbare tanker vælter til tider ufiltreret ud af hende. Hvilket afstedkommer nogle ufrivilligt morsomme situationer i 'Broen', hvor der ellers ikke bliver grint meget.

Og selvom Sofie Helin  siger, at hun forholdsvis let kan springe ud af rollen som Saga, påvirker den hende ikke kun psykisk, men også fysisk.

En neurolog har konstateret, at hendes hjerne simpelthen udvikler nye nervebaner, når hun spiller Saga:

»Og når jeg er færdig med en sæson og skal tilbage til mig selv, så gror vejene til igen,« har hun tidligere fortalt BT.

Også Thure Lindhardt er stærkt påvirket af rollen som Henrik Sabroe, når han er i optagelse:

»Når du skal sætte dig ind i en fars tab og sorg over at have mistet sine børn, og du beskæftiger dig så indgående med vrede, frustrationer og afmagt, hver evig eneste dag, så kan det ikke undgås, at påvirke den måde, du tænker på. Det sker helt fysisk i hjernen, at neuronerne går en anden vej,« siger Thure Lindhardt.

De to nordiske kolleger er derfor enige om, at det er særlig vigtigt, at man tager helt fri i nogle dage indimellem, og at man kan slippe gækken løs, når man er sammen i pauser under optagelserne.

»Når du har rendt rundt sådan her, så har man ganske enkelt behov for at lave noget tosset,« siger Thure Lindhardt.

»Og det gør vi også en hel del på settet. Jeg laver meget pis mellem optagelserne,« siger han med et stort grin.

»Det gør vi begge to. Vi synger sange og klovner rundt,« smiler Sofia Helin.

»Det er simpelthen en måde at bryde tilstanden på, så man ikke er i det mørke hele tiden,« siger den svenske skuespiller, der på det tidspiunkt afslører, at han lod sig hyre til TV2s fjerlette komedie-serie 'Badehotellet'. Som modgift overfor gyset og de dystre dybder i DR-serien, hvor solen aldrig skinner.

De to er blevet private venner, under optagelserne til den dansk-svenske serie.
Sidst de så hinanden var til premiere på den danske science fictionfilm QEDA, hvor Helin har den kvindelige hovedrolle, men nu går der et stykke tid.

»Så det er da noget vemodigt, når vi har været så tæt,« siger Sofia Helin, mens Lindhardt nikker:

»Man går ind i et rum, hvor man skaber en fortrolighed, og det hjælper meget, hvis man også kan finde den fortrolighed med hinanden privat. Og det har vi afgjort fundet sammen, så vi er blevet venner.«

»Ja, det er ikke hver gang det sker, men i det her tilfælde er det. Vi har været sammen over otte måneder, og er kommet til at kende hinanden rigtig godt, og følger med i hinandens liv. Alle de ups and downs, der uvægerligt er undervejs i en så lang periode,« siger Sofia Helin, der til daglig bor i Stockholm med ægtemanden, der er præst, og deres to børn, der er i skolealderen.

Til næste år skal Thure Lindhardt op på de skrå brædder i København, hvor han skal spille i en nyfortolkning af Gogols stykke 'Revisoren' på Nørrebros Teater. I øvrigt sammen med to andre kolleger fra 'Broen 4', Michael Birkkjær og Sarah Boberg.

Sidste sæson af DRs serie 'Broen' der er lavet i samarbejde med SVT (Sveriges Radio), har premiere 1. januar 20.00 på DR1.

Solen skinner aldrig i tv-serien 'Broen'. Himlen er enten mørk eller grå. Det giver et ekstra tryk på hovedkaraktererne Henrik Sabroe og Saga Norén, mener seriens danske instruktør Rumle Hammerich.Her er Thure Lindhardt og Sofie Helin på der forener de to super dygtige drabsefterforskere, der privat er martret af flere lig i lasten.
Solen skinner aldrig i tv-serien 'Broen'. Himlen er enten mørk eller grå. Det giver et ekstra tryk på hovedkaraktererne Henrik Sabroe og Saga Norén, mener seriens danske instruktør Rumle Hammerich.Her er Thure Lindhardt og Sofie Helin på der forener de to super dygtige drabsefterforskere, der privat er martret af flere lig i lasten.
Vis mere