Se Jesper Miláns umiddelbare reaktion lige da han er kommet ud af biografen i klippet øverst.

B.T. har bedt palæontolog og museumsinspektør fra Geomuseuem Faxe, Jesper Milán, om at anmelde den nye 'Jurassic Park'-film, 'Jurassic World: Fallen Kingdom', ud fra sin ekspertise som dinosaur-ekspert. Læs hans anmeldelse her:

’Jurassic World 2’ har efterladt mig dybt splittet.

Splittet mellem mit professionelle jeg som palæontolog og mit drengerøvs jeg, der elsker storslåede monster- og actionfilm i alle afskygninger. Men for at starte med mit professionelle synspunkt, så var det, helt i stil med forgængerne, tåkrummende ærgerligt at se så meget god computergrafik brugt på at fremstille dinosaurerne så forkert.

I dag ved man, at næsten alle dinosaurerne havde en beklædning af hår eller fugle-lignede fjer på arme, ben og hale. Selv tyrannosaurerne har man fundet med aftryk af fjer på kroppen. Indtil videre er det kun gruppen af de store sauropoder (langhalse), man ikke har fundet kropsbeklædning hos.

I enkelte tilfælde er det endda også lykkedes forskere at bestemme farverne på de fossile fjer ud fra forstenede farvepigmenter. Med den moderne animationsteknik, vi har i dag, ville det have været muligt at lave nogle ekstremt flotte fjerklædte og stadig meget skræmmende dinosaurer, og ikke disse nøgne skællede monstre, som de er portrætteret som i filmen.

Chris Pratt har en af hovedrollerne i 'Jurassic Park: Fallen Kingdom'.
Chris Pratt har en af hovedrollerne i 'Jurassic Park: Fallen Kingdom'. Foto: UIP
Vis mere

Rent adfærdsmæssigt opfører dyrene sig også meget unaturligt i filmen, eksempelvis ser vi flere gange den store Tyrannosaurus snige sig lydløst ind på et offer og overraske ham, for dernæst at stille sig op og brøle offeret ind i hoveret i temmelig lang tid, før den tænker på at angribe. En ekstremt dårlig jagtstrategi, hvis det havde været den virkelige verden.

Mange af dyrene i filmen er også gjort meget større, end de var i virkeligheden, eksempelvis den store mosasaur, man ser sluge en miniubåd i åbningsscenen.

I ’Jurassic World 2’ ser den ud til at være mindst 50 meter lang. Selvom mosasaurerne var de absolutte toprovdyr i Kridttidens hav, så er de største fossiler, man endnu har fundet, altså ”kun” 15-16 meter fra hoved til halespids. Det ville efter min mening absolut også være frygtindgydende nok, hvis man stødte på sådan en under sin svømmetur.

Selve grundpræmissen for hele serien af ’Jurassic Park’-film bliver sjovt nok også undermineret. Ideen er jo, at man kan udvinde DNA fra snablen på fossile myg, der havde suget blod fra dinosaurer

Hvis det er grundlaget for hele serien, så er det temmelig komisk at se, hvordan en af heltene med to hænder må slå en nål hårdt gennem huden på en Tyrannosaurus for at kunne tage en blodprøve fra den. Det må godt nok have været nogle hardcore myg, de havde i Jura- og Kridttiden.

Dinosau-ekspert Jesper Milán synes 'Jurassic World 2' er god underholdning, men langt fra godt lavet.
Dinosau-ekspert Jesper Milán synes 'Jurassic World 2' er god underholdning, men langt fra godt lavet. Foto: UIP
Vis mere

Hvis jeg distancere mig fra mit professionelle jeg og bare skal bedømme filmen ud fra mit monsterfilm nørdede synspunkt, så må jeg indrømme, at jeg følte mig virkelig godt underholdt, og at ’Jurassic World 2’ efter min mening faktisk er en rigtig god gang underholdning, der også rejser nogle aktuelle etiske spørgsmål om menneskets ret til at ændre på naturens gang. Og så var den befriende fri for overnuttede, møgirriterende børneroller som de andre film i serien desværre har lidt kraftigt under.

Videnskabelige korrekt fremstilling af dinosaurerne:  1 ud af 6 stjerner.
Som god actionfilm: 5 ud af 6 stjerner.

Jesper Milán er museumsinspektør på Geomuseum Faxe.
Jesper Milán er museumsinspektør på Geomuseum Faxe. Foto: Privatfoto
Vis mere