Ovenfor kan du se traileren til filmen.

Danskerne er siden premieren valfartet til de danske biografer for at se den seneste Star Wars-film 'The Last Jedi', men hos Big Bio i Herlev har man set sig nødsaget til at fjerne filmen i 3D-versionen.

Det oplyser direktør og indehaver af Big Bio til BT.

»Vi har pillet den af i 3D, for vi stiller høje krav til os selv, og når den ikke lever op til vores kvalitetskrav, så er vi nødt til at pille den af,« siger direktør og indehaver Henrik Obel til BT og tilføjer, at filmen i stedet bliver vist i 2D.

'Star Wars: The Last Jedi' blev første gang vist i Big Bio i Herlev torsdag, og i løbet af fredagen fandt man ud af, at alt ikke var, som det skulle være. Nogle biografkunder klagede over, at billedet ikke var helt skarpt, og på Facebook har et par utilfredse røster også givet sig til kende.

'Mange elementer i filmen Star Wars Last Jedi 3D stod ofte uskarpt og specielt underteksterne var uldne. Det er ikke i orden, når man giver 160 for en billet til en biograf, der gerne vil fremstå som luksus. Så vil jeg hellere sidde på en taburet lavet af bjørneklo og få et ordentligt billede,' skriver Michael Pedersen blandt andet på biografens Facebook-side.

Ifølge Henrik Obel har biografen haft mange tilfredse kunder inde for at se filmen i 3D, men kritikken gav alligevel anledning til, at biografen så nærmere på filmens kvalitet og lørdag besluttede at fjerne 'Star Wars: The Last Jedi' i 3D-versionen.

På mandag skal biografens teknikere undersøge, hvad der præcis er gået galt, men ifølge Henrik Obel er der tilsyneladende tale om såkaldt ghosting, som opstår, når man konverterer en ikke-animeret film fra 2D til 3D. Det kan danne skygger og uklarhed i billedet, og det er sket i Big Bios visning af den populære, nye Star Wars-film.

»Ved gennemsynet skal man finde ud af, hvordan problematikken opstår. Det er første gang på to år, det her sker. Det kan være, anlægget har svigtet, det skal vi have tjekket,« siger Henrik Obel.

Han fortæller, at man fra biografens side har kontaktet alle de 400 kunder, der allerede havde købt billet til 3D-forestillingen. De er blevet tilbudt at få en 2D-billet og få diferencen refunderet eller alternativt få hele beløbet refunderet, hvis man ønsker at se filmen i en anden biograf.

Biografen har indtil videre solgt lidt over 5.000 billetter til filmen i 2D og over 1.300 billetter til 3D-visningen. Og selvom det kun er et fåtal, der har klaget over filmen, var det nok for Big Bio.

»Du kan ikke reagere, før nogle tager det op, men hvis ikke vi gjorde noget, kan man ikke vide, hvad det ville ende i. Så kunne vi jo på sigt miste penge eller kunder,« siger Henrik Obel.

Trods problemer regner han alligevel med, at Star Wars bliver årets mest sete film i biografen.

Har du fået hørt ugens nye afsnit af BTMX-podcasten 'Vi elsker clickbait'? Download det gratis i Itunes eller lyt med her: