Den danske Hollywood-stjerne er aktuel i film om de ægyptiske guder. Han drømmer om at spille sammen med sine helte.
I øjeblikket er Nikolaj Coster-Waldau på promotion-tur i Hollywood for at lancere underholdningsbraget ’God’s of Egypt’. Filmen rulles ud med det helt store markedsføringsbudget og med spektakulære scener i både 3D og Imax-format. Nikolaj Coster-Waldaus navn står øverst på plakaten ved siden af Gerard Butler, som vi kender fra film som ’300’ og ’Olympus Has fallen’.
Butler spiller den forsmåede Gud Seth, der vil overtage verden, og Nikolaj Coster-Waldaus Horus udses til at stoppe ham. Horus er retmæssig arving til tronen, men Seth har gjort ham blind, så der er lang vej til at få sine øjne tilbage og dernæst kæmpe hårde kampe mod Seth og en stribe monstre, inden verdensordenen kan genoprettes.
»Seth er absolut filmens skurk, mens Horus er den modvillige helt i en klassisk eventyrhistorie. Jeg læste manuskriptet, lige før jeg skulle indspille Susanne Biers ’En chance til’, og jeg faldt for, at man tog de her gamle historier fra mytologien for pålydende. For eksempel det her med, at guderne er dobbelt så høje som mennesker og Horus flyver op til sin bedstefar, solguden Ra, der har et skib oppe i himlen.
Jorden er flad og hvert nat dukker der et kæmpemæssigt monster op. Alle de billeder jeg så for mit indre øje var fuldstændig vanvittige, så jeg blev meget nysgerrig over, hvordan man ville lave det som film og hvordan man ville holde balancen mellem lyset og mørket,« siger Nikolaj Coster-Waldau.
Budget på 140 mio. dollar
Coster-Waldau var også meget nysgerrighed efter at vide, hvordan man i det hele taget laver effektbårne film i den helt store skala. Branchekilder oplyser, at ’God’s of Egypt’ har et budget på 140 mio. dollar, så der var flere hundrede ansatte i afdelingen for special-effects.
»Det passede godt at tage fra den lille danske produktion i Svendborg til Australien for at lave en film med det helt store udtræk, og det viste sig at være både meget kompliceret og sjovt.
Guderne er dobbelt så høje som menneskene. Det krævede for eksempel, at vi af og til indspillede den samme scene i to forskellige sæt kulisser i henholdsvis menneskestørrelse og gudestørrelse. Efter filmen har jeg fået noget mere respekt for arbejdet i special-effect-afdelingerne,« siger Nikolaj Coster-Waldau.
Da Coster-Waldau skulle se en næsten færdig film, sad han helt alene i en biograf, og smilede lidt for sig selv.
»Jeg har altid svært ved at se mig selv i film, fordi det er lidt smålatterligt, om så jeg er politibetjent eller ridder eller hvad Søren jeg spiller.
Her er jeg så oven i købet en gud, der kan forvandle mig til en stor selvlysende falk. Det er altså meget svært for mig ikke at trække på smilebåndet, når jeg ser det på et filmlærred. Omvendt så kan det på sådan et helt drenget plan være sjovt at arbejde med, når stålwirer hjælper dig til alt muligt, som at hoppe ekstremt langt eller at flyve. Den slags bruger man enormt meget tid på at træne,« siger Nikolaj Coster-Waldau, der dog ikke var bange for decideret at blive til grin, selv om filmen kræver, at man tager den del eventyr og magi for gode varer.
Risiko for at blive til grin
»Risikoen for at blive til grin er der jo altid, men i det øjeblik du spiller, går du ind i det og tror på det hele 100 procent. Det bliver man nødt til. Hvis man skal lege den leg, det er at spille skuespil, kan man ikke gøre det halvt, for så bliver man for bevidst om sig selv i situationen. Tænk på, at jeg af og til stod i en blå dragt og lignede noget i retning af en smølf i nogle af de scener, hvor jeg skulle forvandle mig fra menneskeskikkelse til dyreskikkelse.
Hvis man ikke mener det 100 pct., bliver det simpelthen for absurd. Dybest er det da heller ikke anderledes end i ’En chance til’, hvor jeg ligger med en død baby, for den er jo også lavet af plastik.«
I et interview med Nikolaj Coster-Waldau kan man ikke tale om skuespilleren og den internationale karriere uden at komme omkring tv-serien ’Game of Thrones’, hvor han spiller Jaime Lannister. Sjette sæson får verdenspremiere 26. april. Der er planlagt otte sæsoner og Coster-Waldau er rykket op på Hollywoods A-liste med serien, der ses over hele verden. Selv er skuespilleren ikke så meget for at overdrive sin egen succes.
Skridt den rigtige vej
»Jeg har været heldig med den tv-serie, og ifølge en producer i Hollywood, jeg talte med for nylig, så betyder den globale succes noget. Altså forstået på den måde, at populariteten i tv-serien indirekte ’tæller med’, når der regnes på, hvordan en film på forhånd kan sælges i hele verden. Nu vil jeg sige, at ’God’s of Egypt’ er en ’event-film’, hvor man nok mere beslutter sig for at se den på grund af indholdet og typen af film end på grund af skuespillerne. Og der er rigtigt mange skuespillere herovre, men jeg går med til at sige, at jeg er kommet et skridt i den rigtige vej med ’Game of Thrones’.
Den danske skuespiller har arbejdet stædigt med det engelske sprog, og han nærmer sig noget der ligner en indfødt amerikaners sprog.
»Jeg kan stadig ikke lave en film på engelsk uden at have et ekstra sæt ører i nærheden, som fokuserer på sproget. På amerikansk er der enormt mange bogstaver, du ikke udtaler og steder hvor ord trækkes sammen mundtligt, som de ikke gør på skrift. Når der kommer en vokal efter en konsonant, vil den ofte blive trukket med ind i det foregående ord.
Det er bittesmå detaljer, du helst skal øve i forberedelserne, så du ikke står med det under indspilningerne, hvor du risikerer, at mange flere pludselig har en holdning til din accent.
Det er nu sket flere gange, at jeg har været amerikaner i de roller, jeg spiller, hvor jeg ikke i manuskriptet skal introduceres som en fra et andet land. Det skete i komedien ’The Other Woman’.
I filmen, ’Shot Caller’, der udkommer sidst på året, har jeg en hovedrolle, hvor jeg kommer meget tæt på at være amerikaner uden accent, og det har været en stor tilfredsstillelse rent professionelt.«
Skal Nikolaj Coster-Waldau nævne de skuespillere han beundrer, vil tre fjerdedele være fra amerikansk film. Derfor har han fra de helt unge dage spekuleret på, om ikke han kunne komme til at arbejde med nogle af dem.
Kombineret med et betragteligt konkurrencegen har Coster-Waldau derfor aldrig spurgt sig selv, hvorvidt hans drømme om Hollywood var for højtflyvende.
Nysgerrig
»Jeg synes, det er sjovt at lege, og jeg er meget nysgerrig. Jeg har derimod aldrig brugt så meget energi på at tænke på oddsene.
Der er så mange skuespillere med de samme drømme, at det næsten er absurd. Hvis man derfor begynder at tænkte på alle de eventuelle grunde til, at det ikke kan lade sig gøre, er der absolut intet formål med at tage ud. Til at begynde med troede jeg jo, det var umuligt at komme ind på skuespillerskolen, men det lykkedes, og så var jeg sindssygt heldig at komme med i ’Nattevagten’, allerede mens jeg var på skolen,« fortæller Nikolaj Coster-Waldau, og fortsætter:
»Der var ikke så meget tid til at spekulere over, om det ville lykkes. Det var der til gengæld senere. Året efter ’Misery Harbor’ (’Flugten fra Jante’ i 1999, red.), hvor jeg spillede en hovedrolle i en stor skandinavisk film tænkte jeg – ’nu kører det sgu’ – men så stod det helt stille i lang tid, indtil jeg fik en reklamefilm i Sydafrika, og der nåede jeg at tænke, at det hele ikke var så fedt alligevel.«
Langsomt kom Coster-Waldau i gang igen med den britiske spionfilm ’Enigma’, som han var glad for, og siden har han rundt regnet tilbragt halvdelen af sin tid i udlandet. Stadig med udgangspunkt i familien i Lyngby med hustruen Nukâka og to døtre.
Føler Nikolaj Coster-Waldau, at han ofrer noget for at holde karrieren i udlandet kørende?
»Der er fordele og ulemper ved det, men jeg vil absolut ikke bruge begrebet ’at ofre sig’, fordi det er et valg. Det er jo noget, jeg vil. Og noget jeg gør. Det er heller ikke sådan, at jeg – når jeg er et sted – føler skyld over, at jeg er et dårligt menneske, fordi jeg er væk fra min familie.
Det ville være patetisk. Så kunne jeg jo bare lade være. Man må tage sig selv alvorligt.«
Drømmen om filmen
Hvilken del af din drøm mangler du så?
»Jeg har allerede oplevet meget, og jeg har arbejdet over hele verden og mødt meget inspirerende mennesker. I Hollywood er der selvfølgelig en del ligegyldig fernis, men der er også en meget høj koncentration af de mest kreative og musikalsk tænkende mennesker som tænkes kan, og ofte en vilje til nytænkning, der er større end i Danmark.
Nogle af de film, jeg beundrer mest, er bare så sindssygt godt lavet, at kan jeg være heldig en gang at være med i en helstøbt film, der kan give andre samme oplevelse, som jeg selv havde som ung med ’Once Upon a Time in America’ eller andre mesterværker, så vil det være fuldstændig fantastisk.«
