En epoke er slut for Claus Elming. I den sidste fjerdedel af hans liv har han været vært på det populære underholdningsprogram, 'Vild med dans,' men den 12. sæson i træk som dirigent for showet blev den sidste. Det afslørede den populære vært tirsdag eftermiddag.

Og det er en taknemmelig 48-årig Elming, der nu ser tilbage på et dusin år fyldt med minder fra arbejdet med tv-programmet.

»Vild med dans vil altid være en del af mig. At have stået i spidsen for TV2’s største underholdningsprogram gennem 12 år har været et stort privilegium,« siger han og fortæller, at han allerede nu ved, at det vil gibbe i ham, når programmet ruller over tv-skærmen næste gang.

»Jeg kommer til at savne hele live-stemningen. Når man først har lavet det, er det nærmest et 'drug.' Man får at vide, at 'nu er der 60 sekunder til, at du er på,' og man mærker en hjertebanken. 'Så er der ti sekunder, god fornøjelse...'«

»Jeg kommer også til at savne følelsen af, at vi er kommet godt igennem med et program. At sidde med benene oppe, kigge på Sarah (Grünewald, red.) og vide, at man har leveret en super fed aften,« fortsætter han.

Claus Elming debutterede på Vild med dans i 2006.
Claus Elming debutterede på Vild med dans i 2006. Foto: Mogens Flindt
Vis mere

Claus Elming afslørede tirsdag, at han ikke længere skal være vært på programmet, hvilket han har været siden sæson 3 i 2006. Men tanken om at lave noget andet, har han gået med længe.

»Allerede for to år siden, var jeg inde i overvejelser om, at det var tid til at komme videre. Men så havde vi en helt igennem vidunderlig sæson. Og sidste år havde vi også en fantastisk sæson, som kulminerede med, at vi var i det kongelige teater. Det var en stor oplevelse for os allesammen. Der var en fyldt sal, og det er jeg lykkelig over at have fået med.«

»Da sæsonen var færdig, var jeg brugt. Men hvis TV 2 var kommet og havde sagt, at vi skulle lave det igen, var jeg klar. Men jeg havde så et møde med TV 2, hvor sløret blev løftet for, at man ønskede at gå i en anden retning. Det lød interessant, og det gav mig en perfekt mulighed for at sige tak efter 12 år,« siger Elming, der kryptisk løfter sløret for, at seerne måske alligevel får mulighed for et afdansningsbal med ham.

»Det kan være, at man kommer til at se mig i den kommende sæson. Men det bliver ikke som fast vært,« siger han.

På en historisk kold februardag varmer Claus Elming sig ved tanken om store oplevelser på 'settet', hvoraf nogle sent bliver glemt.

»Hver sæson har haft sine højdepunkter, men at have Enrique Iglesias i studiet (i 2010) og at være i det kongelige teater (i 2017) var noget særligt. Og så live-finalerne i Horsens. Det var vildt. Det var foran et dedikeret publikum, hvor man kunne mærke gløden, varmen og begejstringen for programmet,« siger han og fortsætter:

»Jeg vil også huske de få, men spektakulære gange, jeg har været på dansegulvet. Min bossanova (2008), min twist med Britt Bendixen (2014) og min river dance (2013). Det vil måske ikke gå ned som tv-historie, men det kræver et vist mod at gøre det,« griner han.

Claus Elming og Britt Bendixen ses her i en dans sammen
Claus Elming og Britt Bendixen ses her i en dans sammen Foto: FLINDT MOGENS
Vis mere

Hvad næste skridt i karrieren kommer til at byde på, står ikke helt klart, fortæller Elming. Han har selv nogle ideer til tv-indhold, og så har han sit side-projekt guldklud.dk - en hjemmeside for fans af amerikansk fodbold - som han har gjort en forretning ud af.

»Det glæder jeg mig til at kaste mig 100 procent over. Vi er begyndt at tjene gode penge på det. Men jeg har ikke noget tv-mæssigt klar. Der ligger nogle muligheder i de ting, jeg har i skrivebordsskuffen, som kunne være interessant at præsentere for et produktionsselskab,« siger han.

Håbet er dog, at han igen får lov til at lave direkte tv. Det er her, nerverne sidder uden på tøjet og her, spændingen får pulsen op i den ellers garvede vært.

»Helt sikkert. Live-tv er mega fedt, så det håber jeg at kunne lave igen. Om det så er i forbindelse med underholdning, quiz eller sport - jeg holder alle døre åbne. Men jeg er ikke desperat. Jeg vil kun lave noget med en vis kvalitet, og jeg føler, at jeg har noget at give til mange forskellige tv-programmer.«