Efter mere end 20 år i tv-branchen, er det for første gang svært for værtinden at holde tårerne tilbage.

I årevis har hun indtaget værtsrollen og guidet medvirkende og seere gennem alskens tv-programmer, men når Cecilie Frøkjær lige om lidt sætter sig i sofaen som værtinde på programmet "Samme tid næste år", er det med følelserne helt uden på tøjet.

»Det er første gang, jeg har grædt på den måde på tv,« erkender tv-værtinden.

I programmet møder Cecilie Frøkjær en række danskere, der har sat sig et mål, som de brændende ønsker at opnå. Et år senere møder tv-værtinden dem igen for at se, om det er lykkedes for dem.

»Jeg syntes, det gav mening at lave det program for mig, for det handler om udvikling og om følelser og nogen, der har gjort noget. Det er følsomt, men det er jeg ikke bange for, tværtimod synes jeg, at følelser er superinteressante,« siger Cecilie Frøkjær.

I programmet møder seerne blandt andet Michael, der sidder i kørestol, men som drømmer om at gå til toppen af Rundetårn, og hans historie rørte især Cecilie Frøkjær.

»Det er jo så basalt. Kan man gå eller ikke gå? Man burde jo stå totalt lykkelig ud af sengen hver dag, fordi man kan. Jeg var meget imponeret, og det har været inspirerende at møde nogle mennesker, der virkelig sætter sig et mål,« siger tv-værten.

Cecilie Frøkjær har 20 års erfaring på skærmen. Alligevel har hun ikke tidligere oplevet at lave noget, der satte sig så dybt i hende.

»Det her er mennesker, der alle sammen virkelig har forsøgt. Overraskende mange er kommet i mål eller virkelig langt. Det får man en stor respekt for, og det er også derfor, jeg vræler hele tiden, ej ikke hele tiden, men jeg er meget berørt, fordi jeg er så imponeret af dem,« siger hun.

"Samme tid næste år" har premiere på TV2 mandag den 16. oktober klokken 20.00.

/ritzau/