Casper Christensen og Iben Hjejle finder sammen igen – på film i hvert fald. Komikerens nye, unge kone har derimod ikke fået en rolle.

Den nye ’Klovn’-film er – ganske som den foregående film og tv-serien – kraftigt inspireret af virkelig hændelser fra Casper Christensen og Frank Hvams hverdag.

For eksempel bliver Casper skilt i filmen, præcis ligesom han og Iben Hjejle gik fra hinanden for et par år siden. Men selvom duoen er kendt for at lade mange af deres fælles venner gæsteoptræde i ’Klovn’, så er der én vigtig person, der ikke har fundet vej til det store lærred.

»Vi var meget tæt på at køre en kvart mulat ind i filmen,« joker Frank om Casper kone, Isabel.

Men Isabel, som Casper blev gift med ved et stort kirkebryllup sidste år, har ikke fået en rolle.

»Nej… Hun er ikke… Hun vil ikke spille…,« lyder det overbevisende fra 46-årige Casper Christensen.

Isabel har ellers fungeret som Caspers personlige assistent, før de blev kærester og kender også til showbiz fra sin far - og Caspers gode ven - Jarl Friis-Mikkelsen.

Fik hun overhovedet tilbuddet?

»Øh nej. Men det kan jeg love jer for, at hun ikke vil,« slår hendes 18 år ældre mand fast.

I stedet blev det ekskæresten Iben Hjejle, der fik lov til at spille med i filmen. Iben og Casper gik fra hinanden i 2011 efter knap ti år sammen. Men det var ikke spor akavet at spille sammen med eks'en, forsikrer Casper Christensen:

»Iben og jeg ser stadig hinanden. Vi var trods alt sammen i mange år, og selvom vi ikke har børn sammen, så har vi brugt meget tid med hinandens børn. Det var skønt at spille sammen med hende igen. Hun er jo god! Iben har accepteret ’Klovn’ hele vejen igennem, så det var ikke noget med at overbevise hende, selvom vi var gået fra hinanden.«

»Nej, jeg tror tværtimod, hun har stor glæde ved lige at kigge forbi og give dig en ordentlig skideballe,« tilføjer Frank Hvam.