Komikerparret Casper Christensen og Frank Hvam er på vej med en efterfølger til kæmpesuccesen 'Klovn -The Movie', det bekræfter Casper Christensen overfor jp.dk.

- Vi har taget en beslutning om at lave en til, men jeg kan ikke svare på noget kreativt på nuværende tidspunkt, siger Casper Christensen til jp.dk.



'Klovn - The Movie' har i 2010 gået sin sejrsgang i de danske biografer, hvor det blev til ikke mindre end 855.174 solgte billetter - hvilket gjorde filmen til den mest sete danske film i hele 2010.

Selvom mange allerede nu formentlig begynder at glæde sig, så skal de mange Klovn-fans rundt om i landet væbne sig med tålmodighed. For selvom både Klovn-serien og filmen har været kæmpe succeser, så har Casper Christensen og Frank Hvam ikke travlt med at levere den næste Klovn-film.

Fans skal vente lidt endnu


- Det er noget, der ligger halvandet år ud i fremtiden. Det er jo en spillefilm, og det er ikke noget man bare går ind og laver. Det tager lang tid, og det skal finansieres, men det er en beslutning at sige, at vi vil lave en mere, siger Casper Christensen til jp.dk.



Beslutningen om den nye Klovn-film er ifølge jp.dk blevet taget for omkring en måned siden. En beslutning som Casper Christensen traf sammen med makkeren Frank Hvam.

- Der er jo stadig lidt lang tid til, så hvis det skal laves, så vil jeg ikke sige hvad det er nu, for det kan jo være, at den skal ændres mange gange, inden man er færdig med den, siger Casper Christensen til jp.dk.



'Klovn - The Movie' har ikke kun været en stor succes i Danmark. Også i Norge og på Island har biografgængerne taget godt imod Casper og Franks Tour de fis' fortælling. Og i Canada vandt filmen en pris for bedste film på filmfestivalen Fantasia International Film Festival i Montreal.