Advarsel: I den følgende anmeldelse afsløres en del af handlingen i de to første afsnit af Twin Peaks tredie sæson.

I dag sendes de fire første afsnit af den tredie og spritnye sæson af kultserien 'Twin Peaks' på HBO Nordic.

Og du kan godt begynde at glæde dig. BT har smugkigget i USA, hvor seriens to første afsnit havde premiere i nat

For præcis 25 år siden vinkede vi farvel til FBI-agent Dale Cooper og hans kreds af sexede kvinder, mystiske mænd og skove og bjerge fyldt med sære skabninger og ånder.

Dengang handlede det om mordet på high school-dronningen Laura Palmer, der vist nok blev slået ihjel af sin egen far, der på det tidspunkt var besat af den mystiske ånd - imellem venner kaldt 'Killer Bob'.

I sidste afsnit af anden sæson, der blev sendt for 25 år siden, var det så den ellers så gode Agent Coopers tur til at blive besat af Killer Bobs pilrådne ånd.

Og lige siden har den ægte version af Agent Cooper var spærret inde i Twin Peaks 'Red Lodge', et sært parallel-univers, hvor folk taler næsten baglæns og tiden står stille. Samtidig har den besatte og ondskabsfulde version af Cooper, der igen bliver spillet af Kyle MacLachlan, skabt sin egen lille forbryder-enklave i skovene og byerne omkring Twin Peaks - øst for Seattle,

Og det er her vi møder ham - godt 21 minutter inde i første afsnit, der ligesom de resterende 16 i den nye sæson er instrueret af seriens med-skaber David Lynch.

Den onde Cooper stjæler, truer, dræber og skræmmer alt og alle omrking sig. Men hans tid i lyset er begrænset.

Efter et nyt bastialsk mord .. denne gang i den lille by Buckhorn, South Dakota, er det nemlig på tide, at den rigtige og gode Agent Cooper forlader sit parallel-univers og igen vender tilbage til den virkelige verden.

Derfor skal Coopers onde dobbeltgænger tilbage til skyggesiden. Og det er sådan cirka dér, vi ender, efter tredie sæsons to første afsnit.

Hvis du synes, at ovennævnte lyder en anelse syret og abstrakt, så tager du bestemt ikke fejl.

'Twin Peaks' er nemlig alt andet end en linær krimifortælling. Men i modsætning til anden sæson, der efter min mening alt for ofte kørte helt af sporet - blandt andet på grund af for mange forskellige instruktører med alt for mange forskellige visioner, holder de to første afsnit af 'Twin Peaks - It's Happening Again' stilen.

David Lynch  og hans manuskript-makker Mark Frost formår at udvide Twin Peaks-universet - både geografisk og når det gælder persongalleriet.

Således dukker den ægte Dale Cooper op igen i et meget mystisk laboratorium i New York City. Det nye bastialske mord (på en hvis Ruth Davenport - måske den nye Laura Palmer?) finder som sagt sted i South Dakota. Og i Las Vegas møder vi også nogle mystiske nye karakterer.

Hjemme i Twin Peaks får politimanden 'Hawk' en kryptisk besked fra sin gamle ven 'The Log Lady', Margaret, der nu er alvorligt syg. Han får ligesom sidst let forvirret assistance af politikollega Andy og receptionisten Lucy, der siden sidst er blevet forældre til den i dag 24-årige Walley. Og mens Cooper render ind i den forlægst afdøde Laura Palmer, går den evigt tålmodige Hawk på opdagelse i det mørke skove, hvor 'Uglerne som sædvanligt ikke er det, man tror....'.

Mysteriet er med andre ord intakt. Og selvom de to første afsnit bestemt ikke giver mening på ordinær tv-manér, så har Lynch og Frost helt sikkert bevaret overblikket - og spændingen. Selv en skeptiker som undertegnede blev efter en halv times tid suget ind i det nye syrede mysterium.