Jeg kan sgu godt lide Erik Clausen. Det er længe siden, han har ramt plet med sine film, men de har altid en umiskendelig clausenskhed over sig.
Et jovialt trut i trompeten for arbejdsmanden, gadedrengen og samfundets ringvrag. Og en fnysende foragt for fedterøve. Havde vi ikke Clausen, ville vi have et hul i den danske filmskat.
Til tider er resten af Danmark blevet skildret meget koldt, for at vi kunne føle den clausenske varme og harme, men nu har den 72-årige instruktør erstattet bitterheden med ømhed og skabt sin bedste film i tyve år.
Læs også:
Ikke siden ’De frigjorte’ har han haft så klar en historie at arbejde med og ramt sit miljø så rent. Og ikke siden har han selv været så god både foran og bag kameraet.
Ramt af demens
’Mennesker bliver spist’ minder da også en hel del om ’De frigjorte’.
Dengang spillede Clausen smeden Viggo, der blev fyret fra fabrikken og røg helt ned at kysse asfalten. Her er han den pensionsmodne mekaniker Herluf, der rammes af demens, som var det et kølleslag.
Læs også:
Men hvad enten man mister sit job eller sin forstand, er man stadig et menneske. Først da Herluf en dag bogstaveligt talt forsvinder, opdager hans kone (en skøn Bodil Jørgensen), hvor meget hun i virkeligheden elsker ham, og hvor dårligt hun i grunden kender ham.
Hun havde ellers indledt en affære nede på kommunen, hvor hun er socialrådgiver, for at føle sig lidt levende, men i Herlufs fravær kommer der styr på prioriteterne. Naboerne danner et eftersøgningshold, og familiemedlemmer, som de for længst havde slået hånden af, fordi de var blevet fine på den eller stemte på DF, vender tilbage med paraderne nede.
Læs også:
Aldrig fisefornem
Det er som altid hos instruktøren lidt konstrueret, men det gør intet, for sjældent har solidariteten føltes så ægte. Clausen er bundloyal overfor sine hverdagsdanskere, og hvem ellers i dansk film skildrer for eksempel en vejfest helt uden ironi eller bagtanker?
Sjov, varm og vedkommende
Med sit ligefremme lune og sin loyalitet formår Clausen både at tage folkesygdommen demens alvorligt og at skildre dens konsekvens med en stor menneskelig humor, der holder sentimentaliteten stangen. Det kommer ikke mindst til udtryk, da den forsvundne Herluf dukker op i en helt fremmed verden, som det vil være synd at afsløre.
Læs også:
Der er komisk talent i hans skuespil her, men også dirrende angst i hans øjne, og man bliver uundgåeligt bevæget, når den notoriske brokkerøv svinder ind for øjnene af os og mister talens brug. Sikke stille verden bliver, når Clausen ikke længere står og kæfter op.
Måske er det alderen, der har gjort instruktøren så rund, men det skal han ikke høre et ondt ord for. For ’Mennesker bliver spist’ er rigtig sjov, varm og vedkommende. Med plads til gamle venner – Leif Sylvester, Nulle, Helle Ryslinge – og med forståelse for, at de største historier i livet har vi lige omkring os. Det er godt skuldret, kammerat.
