'Jagten' er et pletskud. Det er Vinterberg, Mikkelsen og dansk film i absolut topform.

’Det er i dag, drenge bliver til mænd, og mænd bliver til drenge’. Sådan siger Bruun (spillet af Lars Ranthe), da bukkejagten i Thomas Vinterbergs nye film ’Jagten’ går ind. De samme ord kunne gælde for det danske biografpublikums forventninger til selv samme film, der imponerede alle ved filmfestivalen i Cannes for syv måneder siden og samtidig gav Mads Mikkelsen prisen for bedste mandlige hovedrolle. For det er i dag, at vi endelig får lov at se ’Jagten’. En film om rigtige mænd og jagtkammerater, og en film om hvor frygteligt sårbare og bløde mænd også er, lige under skægstubbene.

40-årige Lucas (Mads Mikkelsen) er en af de rigtige mænd, der kan charmere kvinderne, lege med børnene og drikke øl med gutterne i den lille provinsby. Han har været nede at vende med skilsmisse og arbejdsløshed, men er på vej op igen med ny kæreste og job som pædagogmedhjælper, da en tilfældig lille løgn fra et barn i børnehaven vækker mistanke om pædofili. Forældrene underrettes, Lucas suspenderes, og i løbet af ingen tid ruller lavinen i det lille samfund.

Udstiller skrøbelighed

Historien er snorlige. Der er aldrig tvivl om Lucas’ uskyld. Eller om heksejagten, der rejser sig i beskyldningens kølvand. Man kan ikke anklages for incest - kun dømmes, for mistanken vil altid hænge ved, og gælder det vores børn, tager vi ingen chancer.

Konsekvenserne for Lucas er nådesløse, men ’Jagten’ er heller ikke en film om menneskets ondskab. Under det enkle og effektive thrillerplot dykker Thomas Vinterberg og hans medforfatter Tobias Lindholm nemlig et skridt længere ned og udfolder et mindst lige så stærkt drama, der viser, hvor forsvarsløse vi alle er, når kikkertsigtet rettes mod os. Hvor skrøbelige vores relationer med venner, kolleger og sågar familie i virkeligheden er. Og hvor imponerende elendige vi er til at tale sammen, os mænd.

’Jagten’ gør ondt. Den går direkte i kroppen, og sigter enkelte steder vel bevidst efter tårekanalerne. Men det er også - og det er den virkelige styrke - en varm film.



Vinterberg instruerer med en kærlig hånd og en sikkerhed, der for mig at se gør ’Jagten’ til hans bedste film overhovedet. Ikke så overrumplende original som ’Festen’, der kickstartede Dogmefænomenet, men helstøbt og knivskarp. Mens hele det lille samfund dæmoniserer Lucas, balancerer Vinterberg hysteriet med en ro og forståelse, der understøttes af Charlotte Bruus Christensens smukke billeder og Anne Østeruds rytmiske klipning. Og ikke mindst af Mads Mikkelsen.

Mesterligt skuespil

Han har forbløffende få replikker i den altbærende hovedrolle, men formår ikke desto mindre at udtrykke al Lucas’ smerte, mistro, sorg, trods og fortvivlelse i hvert eneste billede.

Også Thomas Bo Larsen, der har fulgt Vinterberg siden afgangsfilmen ’Omveje’, har en af karrierens bedste roller som vennen og brændehandleren Theo, fuld af uhåndterlige følelser og stækket på ord.

Børnene Annika Wedderkopp, der spiller Theos datter Klara, og Lasse Fogelstrøm som Lucas’ søn Marcus bør ligeledes fremhæves. Og Susse Wold i sin første filmrolle i 27 år som konfliktsky institutionsleder.

Og sådan kunne vi blive ved, men se den selv. ’Jagten’ er et pletskud. Det er Vinterberg, Mikkelsen og dansk film i absolut topform.