Den 24. Bond-film er fantastisk - intet mindre. Så er det jo ligesom af vejen.

Det lykkedes Sam Mendes at integrere de tre foregående film på fineste vis her i sit andet forsøg som Bond-instruktør. Det hele hænger sammen - selv de afdøde skurke fra ’Casino Royale’, ’Quantum of Solace’ og ‘Skyfall’ har forbindelse med hinanden og Mendes fortsætter sin karakterbårne historie og får os videre i sagaen om kvindebedåreren - den egenrådige hemmelige britiske agent 007.

Bond jagter skurken Marco Sciarra under ‘De dødes dag’-paraden i Mexico City, med spring over hustage.
Bond jagter skurken Marco Sciarra under ‘De dødes dag’-paraden i Mexico City, med spring over hustage. Foto: Sony
Vis mere

Men bare rolig, der er stadig masser af vilde action-scener - a la Bond - begyndende med åbningsscenen, hvor Bond jagter skurken Marco Sciarra under ‘De dødes dag’-paraden i Mexico City, med spring over hustage, sammenstyrtning af etagebygning og slåskamp i helikopter hen over hovederne på torvets masser. Men Mendes holder balancen mellem action og drama gennem filmens to en halv time.

Filmen indledes med denne overdådige åbning, hvor Bond, omringet af over 1.500 statister i flotte ‘De dødes dag’-kostumer og makeup i et lækkert ‘one take’ forfører den første kvinde og skyder den første skurk. Så er scenen ligesom sat.

Filmen indledes med denne overdådige åbning, hvor Bond, omringet af over 1.500 statister i flotte ‘De dødes dag’-kostumer og makeup i et lækkert ‘one take’ forfører den første kvinde og skyder den første skurk.
Filmen indledes med denne overdådige åbning, hvor Bond, omringet af over 1.500 statister i flotte ‘De dødes dag’-kostumer og makeup i et lækkert ‘one take’ forfører den første kvinde og skyder den første skurk. Foto: Sony
Vis mere

Bond arbejder på ‘egen hånd’ i Mexico, og sædvanen tro ankommer han efterfølgende hjemme i London på Ms kontor til skideballe og tvungen orlov.

Staten ønsker at sammenlægge MI5 og MI6 - lukke 00’programmet og erstatte agenter med droner, da kampene mere og mere kæmpes digitalt. MI6-bossen Denbigh (spillet tilpas usympatisk af irske Andrew Scott) står for forandringerne og ønsker selvsagt M (igen spillet af talentfulde Ralph Fiennes) og især Bond hen, hvor peberet gror.

Inden sin ufrivillige ‘arbejdspause’ skal Bond lige runde Q til et sundhedstjek, hvor han får indsprøjtet noget nanoteknisk, kaldet ’smart blod’, så han kan følges overalt i verden, men da den afdøde M (Judi Dench) har efterladt en video, hvori hun beordrer Bond til skurken Marco Sciarras begravelse i Rom, giver unge Q Bond 48 timer uden overvågning.

James Bond når at forføre den knap så sørgende enke, Lucia Sciarra (sexet spillet af Monica Bellucci), tvinge sig adgang til et hemmeligt topmøde i den nye verdensorden, finde frem til ’Den blege konge’, som viser sig at være den nu syge Bond-skurk Mr. White (igen godt spillet af danske Jesper Christensen). Bond lokaliserer også Mr. Whites datter Madeleine Swann, som gemmer sig i Altaussee i Østrig.

 ’Den blege konge’ viser sig at være den nu syge Bond-skurk Mr. White (igen godt spillet af danske Jesper Christensen).
’Den blege konge’ viser sig at være den nu syge Bond-skurk Mr. White (igen godt spillet af danske Jesper Christensen). Foto: Sony
Vis mere

Superskurken i ‘Spectre’ er Franz Oberhauser (nærmest Old School ’Bond-skurk’-spillet af dobbelt Oscar-vinder Christoph Waltz) - med indebrændt had og ’stedbror-jalousi’ til Bond, som han leger ’katten efter musen’ med og udsætter for nervepirrende hightech-tortur.

Men filmens behagelige overraskelse er Léa Seydoux som Bond-baben Madeleine Swann. Der skiftevis er sårbar og grim og rå og smuk. Måske er Bonds hjerte ligefrem helet efter tabet af Vesper Lynd.

Filmens behagelige overraskelse er Léa Seydoux som Bond-baben Madeleine Swann.
Filmens behagelige overraskelse er Léa Seydoux som Bond-baben Madeleine Swann. Foto: Sony
Vis mere

Som med alle Bond-film skal man selvfølgelig gå med på præmissen og ikke tænke så meget over, hvor Bond på få minutter har et fly fra, eller at han så hurtigt får fragtet en stjålet Q-pimpet Aston Martin til Rom.

Men jeg kan lide det hele - Craig som Bond (selvom Roger Moore var ‘min første’), det rå og barske - det vittige, det intense og vedkommende. De små hyldester til tidligere film - eksempelvis slåskampen om bord på toget (en cadeau til Sean Connery-scenen i ’From Russia with Love’). Blæksprutte-indledningen og endda den udskældte Bond-sang ‘Writing’s on the Wall’ af Sam Smith og Disclosure.

Filmen lever flot op til Mendes’ succesfulde ‘Skyfall’.

Om ’Spectre’ ender med at være Daniel Craigs sidste Bond-film efter et årti som agent 007 eller ej (han har udtalt, at han hellere vil skære sine håndled over, end at spille Bond igen), så glæder jeg mig i hvert fald allerede til næste kapitel i historien om Bond - James Bond.

5 stjerner
'Spectre', UK/USA, 2015.
Instruktør: Sam Mendes.
Premiere over hele landet fredag 30. oktober.

Se trailer: