BT mødte skuespilleren i London

Ny Bond-film byder på mere druk, færre damer, en større flig af Bonds dystre fortid og en homo erotisk-scene, som stadig kan få Daniel Craig til at grine

Det er sjældent, at James Bonds boss M aner, hvor hun har sin agent 007. Og det er sjældent, journalister helt ved, hvor de har manden bag smokingen, Daniel Craig. Han kan være lunefuld, djævelsk modsat, hamrende sarkastisk, men aldrig uden humor.

Weekendens pressemøde i London var ingen undtagelse.

Efter den britiske instruktør Mendes, havde indledt presseseancen med at fortælle, hvor lige dele udmattet og stolt han var, efter have løbet sin første Bond i mål, tog Mr. Bond i skikkelse Daniel Craig over. Ulasteligt klædt i jakkesæt, sølvgrå skjorte og mørkt slips krympede han panden og kiggede misbilligende ud i rummet.

- Hvorfor f....... er det lys så skarpt? Er de ude på at blænde os?

Salen klukkede, lyset blev dæmpet, og så var vi i gang. Med det, James Bond ikke er god til, og som hans alias i virkeligheden slet ikke bryder sig om. At please. Med otte journalister og ligeså mange diktafoner linet op foran én tom stol, forstår man måske, at Daniel Craig senere vrider sig grundigt i den. Han er ellers blevet bedre til det med spotlightet og egen stjernestatus, forsikrer Sam Mendes senere, der ikke kun er instruktør på Skyfall, men også en mangeårig ven af Daniel Craig. Stolen brænder heller ikke ligefrem under den 44-årige englænder. Tværtimod. Efter næste uges verdenspremiere kan han skrive sin tredje James Bond-film på cv’et, og allerede inden første anmeldelse er trykt, er den 23. film i Bond-regi udråbt til at være den bedste i mange år. Og Craigs bedste præstation.

- Det er en kæmpe lettelse for mig. Jeg er virkelig stolt af den her film. Der er en lethed, som ikke var i den sidste. Dialoger er godt skrevet, og de løfter filmen på vidunderlig vis hele vejen igennem. Vi er tilbage ved de gamle Bond-traditioner, og det er jeg meget glad for.

Som Agent 007, der ikke er bange for at bruge sin licens til at dræbe, er Bond et efterstræbt menneske.

Undervejs slår skurken Silva, spillet af spanske Javier Bardem, en kælen klo ham i undervejs, og med Bond fikseret i en stol, udspiller der sig en nærmest homo-erotisk scene i mellem dem. Bondage-scenen, som en journalist titulerer den.

- Bondage-scenen? Daniel Craig sætter et påtaget forvirret ansigt op.

- Mener du den, hvor jeg står i latexdragten? siger han og klukker over at have bragt journalisten i forlegenhed.

- Nej, det var en fed scene at skyde. Javier Bardem er fantastisk at spille over for, han udviklede scenen udover manuskriptet. Vi havde virkelig stor morskab over at lave den. Javier er meget dygtig, og en meget sjov mand. Jeg griner stadig, hver gang jeg ser den.

En journalist kommer for skade at kalde Skyfall en blanding af thrilleren Straw Dogs og Alene hjemme-filmen.

- Sammenligner du mig med Macaulay f*cking Culkin? Spøger Daniel og Craig og taber demonstrativt hovedet ned i bordet.

- Altså positivt, forsøger journalisten sig..

- Hvis du siger det, griner han, inden han medgiver, at Skyfall giver et glimt af James Bonds slørede fortid.

- Der skal gemme sig visse hemmeligheder i en Bond-film. Der sker et meget personligt tvist til sidst. Det er meget spektakulært. Jeg er selv vild med den location, vi ender på til sidst!

Et hint kan hentes i titlen Skyfall. Så er der ikke sagt for meget, og ikke mere end vi sort på hvidt har lovet Sony Pictures. Et forsøg på at presse 007 for at kommentere en særlig kontroversiel scene ender således:

- Jeg siger intet. Jeg stoler ikke på jer! Daniel Craig sidder med et drilsk smil og drikker sin Cola Zero - der i Bond-feberen har fået tilføjet et ekstra Zero og et syv-tal. 15 minutter tog det at tømme den og køre otte journalister rundt. Audiensen er slut.