De tomme trolde buldrer mest i første del af ’Hobbitten’, der er større, vildere og endnu flottere end ’Ringenes Herre’, men har knap så meget guld i posen.

Det kan godt være, hobbitter er mindre end de fleste, men når det gælder forventningerne til Peter Jacksons nye epos, er det svært at finde noget større.

Lige siden afslutningen på ’Ringenes Herre’, har fans ventet i spænding på at se, hvad den new zealandske instruktør kunne få ud af Tolkiens indledende eventyr om hobbitten Bilbo, der rejser ud på en drabelig færd med troldmanden Gandalf og 13 dværge for at vinde dværgenes guld og kongeriget Erebor tilbage.

I ventetiden er projektet vokset fra en, over to og til tre lange film over den samme korte roman, og nu hvor første del endelig er her, ligner ’Hobbitten’ da også et resultat af vokseværk.

I ’Ringenes herre’ fik vi en gigantisk bjergtrold, drabelige orker og de levende træer, enterne, der var større end alt andet. I ’Hobitten’ er der trolde, orker og blodtørstige varger nonstop. Der er stenkæmper så store, at de ville kunne bruge enter som tandstikkere, og ude i de kommende kapitler venter den endnu mere faretruende drage, Smaug.

Det kan med andre ord ikke bliver stort og vildt nok for Jackson, og det er på én gang fascinerende og udmattende.

Det ser virkelig fantastisk ud. Peter Jackson understreger endnu engang, hvor god han er til at orkestrere disse utroligt store filmproduktioner, og hvad han kan få ud af Tolkiens småtræge eventyr er intet mindre end imponerende.

Han gør Midgård lyslevende for os. Man tror på, at Herredet og Kløvedal findes, når de præsenteres i storslåede panoramabilleder, og man kan virkelig fortabe sig i præcise detaljer, kostumer og make up.

Men det er også filmens problem, for Jackson er alt for forlibt i sin egen kunnen og sin nørdede præcision, mens handlingen snegler sig af sted.

Det er i den grad overkill, at blæse lille ’Hobitten’ op til tre helaftensfilm, når instruktørens ønske blot er at give os endnu mere af det, vi allerede har fået. Ville han virkelig have bjergtaget os, skulle han være gået den anden vej og have arbejdet mere med en personlig fortolkning af historien, med karakterernes personlighed og med dialogen.

Men for Jackson er det det ydre der tæller, og særligt optaget har han været af sin nye 3D HFR-teknik, hvor ’Hobitten’ som den allerførste film bliver vist med 48 billeder i sekundet i stedet for de normale 24. De danske biografer har været særdeles ivrige for at blive opdateret til den ny teknik og i forhold til indbyggertallet har vi således allerede verdensrekord i sale der kan vise HFR 3D.

For min skyld kunne de nu have sparet sig. De dobbelt så mange billeder i sekundet giver en fascinerende dybdeskarphed, og en helt ny detaljerigdom kommer til syne i nærbillederne. Man får højdeskræk, når Bilbo hænger i neglene ud over en klippekant, og man kan se hver en brødkumme og snotklat i dværgenes overskæg.

Men når der er bevægelse i kameraet, er det endnu sværere end i vanlig 3D at fokusere blikket. Det går især ud over de ellers spektakulære kampscener. Og så er teknikken overhovedet ikke egnet til undertekster. Det er stort et umuligt at se på billedet og læse teksterne samtidigt.

Til gengæld er der ingen, der forlader filmen upåvirket. Mørbanket som af en skovtrold og med flimmer for øjnene vakler man ud fra Midgård igen efter to timer 49 minutter og 23 sekunder.

’Hobbitten’ er for lidt, for meget og helt aldeles overvældende på én gang. Det er ikke den film, vi kunne have håbet på, men det er på godt og ondt en enestående oplevelse.

4 stjerner ud af 6