Broens skræmmende uhygge kravlede ind på livet af den smukke, svenske skuespiller Sofia Helin, 39, under indspilningen af DRs onsdags-thriller.

Her er hun den svenske kriminalbetjent Saga Noren, der skal opklare et uhyggeligt mord i samarbejde med sin danske kollega, spillet af Kim Bodnia.

- Det var uhyggeligt. Det var ligesom om, at vi trak ondskaben over i vores eget liv, fortæller Sofia Helin.

- Først havde jeg indbrud i min lejlighed. I samme periode skød den uhyggelige galning løs på folk i Malmø, og så var der en pyroman, der satte ild på det hotel i Trollhättan, hvor vi skulle overnatte, så vi måtte flygte ud af røgfyldte korridorer. Det var virkelig underligt.

Sofia Helin er blevet et kendt ansigt på begge sider af Sundet, hvor ’Broen’ hver onsdag ses af tæt på 1,2 millioner seere.

- Man kan mærke, at der er mange, der ser ’Broen’. På vej herned i flyet fra Stockholm kom en kvinde hen og spurgte mig: Hvordan kan du spille sådan en forfærdelig kvinde?

Mekanisk robot



- Men det er sådan Saga er. Hun er nærmest en mekanisk robot, fordi hun helt mangler intuition. I min research talte jeg med politiet, og jeg spurgte, om en person som Saga overhovedet findes i politiet. Det sagde de ja til og tilføjede, at det ville være rigtig rart, hvis der var flere, der var så strukturerede og pedantiske, fortæller Sofia Helin.

Har du noget til fælles med ’Broen's Saga?

- Jeg er også ekstremt interesseret i mit arbejde, men jeg er alt det, som Saga ikke er. Jeg har familie, er social, har venner og er vældig interesseret i mennesker og følelser. Saga har følelser, men hun viser dem ikke og lader sig styre af sin fornuft. Hendes liv er hendes arbejde, og hun er meget ensom, siger Sofia Helin og tilføjer så:

- Jeg har også meget svært ved lyve. Jeg er allergisk overfor løgne, der kun har til formål at såre andre. Det er væmmeligt.

Hun lægger ikke skjul på, at der gemmer sig et stort temperament og mørke sider inde bag den smukke facade, og at hun bestemt ikke er smigret over at høre sig selv omtalt som sexet.

- Det er da dejligt at være attraktiv. Men kan jeg være det som person om 20 år? Nej! Jeg er et meget grublende mennesker, der i perioder kæmper med mine ganske mørke sider og tanker.

Tungt univers



Til daglig bor hun i Gamla Stan i Stockholm, og lige nu holder hun fri med sin familie, der tæller mand og to børn på 8 og 2 år, efter at have været væk på optagelser til ’Broen’ og en anden svensk tv-serie i sammenlagt otte måneder.

- Jeg har arbejdet på to tv-serier, og det har været lidt hårdt at være væk så meget i otte måneder. Det var tungt at være inde i det univers, og samtidig havde jeg min lille datter, der var et år, med i en rygsæk, så på et tidspunkt var jeg bange for at bryde helt sammen.

- Men jeg føler mig heldig over at have så meget at lave. Mange dygtige kolleger får ikke chancen for at udvikle sig, fordi der ikke findes så mange roller til kvinder. Det tænkte instruktøren Charlotte Sieling på, da hun castede til ’Broen’. I øvrigt gider jeg slet ikke selv se tv-serier, hvor det kun er mænd. Det handler jo om at kunne identificere sig med personerne.