Tag med til optagelserne af '1864' under en tjekkisk hedebølge
Dybbøl Mølles velkendte silhuet toner som et drømmesyn frem i horisonten. Møllehatten er sortsveden, og røgen stiger til vejrs.
Filminstruktøren Ole Bornedal har siden solopgang været i gang med optagelserne af slaget om Dybbøl til DRs største historiske tv-serie, ’1864’.
Sammen med sine skuespillere og sit filmhold har han forlagt slagmarken til Tjekkiet, for det eneste sted, det er umuligt at filme, er netop Dybbøl Banke, der ligger klos op ad Sønderborg.
Men her har DR og Miso Film fået tilladelse til at grave skyttegrave og opføre skanser i virkelighedstro størrelse på en nedlagt russisk militærbase, der ligger blot 40 minutters kørsel fra hovedstaden Prag.
Optagelserne har stået på siden april. Nu er det juni, og varmen er ulidelig. Tæt på 43 grader. Flere af de 200 tjekkiske statister, der deltager i slag-scenerne, er bukket under for varmen i de tykke ulduniformer, der er lavet som tro kopier af fortidens danske og preussiske kampantræk.
Mange sidder og støtter sig trætte til deres geværer, som taget ud af historiebøgerne, mens de venter på at genoptage stormløbet på skanse 1.
På en højtliggende skansehøj sidder instruktøren Ole Bornedal sammen med fotografen Dan Lausten og giver de sidste direktiver på engelsk til de tjekkiske statistkoordinatorer, der står for kommunikationen med de mange statister. De sidder klos op ad en kæmpestor, 84 pund støbejernskanon, der er lavet specielt til tv-serien. og som og kan fyres af.
Udmattet i skyttegraven
Cut!, lyder Bornedals hæse stemme ned til de kæmpende soldater, der svinger bajonetter og geværkolber for at forsvare sig mod fjenden, der under hyl og skrig stormer op over skansevolden.
Skuespilleren Søren Malling kæmper sig op af skyttegraven og smider sig udmattet i en feltstol.
- Det er på grænsen til en ambulance, stønner han og finder vandflasken frem. Han spiller en ældre soldat, Johan, der er en slags skytsengel for de unge soldater.
- Ja, han har en speciel evne, fortæller Malling om sin rolle.
- Men man ved ikke, hvad der kommer i kassen med 200 statister. Det kan virke så stort, at du ikke kan overskue det. Det handler om at fokusere, og jeg er Oles soldat, siger Søren Malling.
Imens bliver skanserne vandet. Både for at støvet skal lægge sig, men også for at det skal ligne forholdene ved slaget i 1864, hvor op imod 3.000 unge danske mænd mistede livet. Så mudderet i ansigt og på tøj er ægte, og adrenalinen banker i årerne.
Efter at endnu et stormløb på skanse 1 med hujende og skrigende preussiske soldater er kommet i kassen, er Ole Bornedal tilfreds, og statisterne marcherer af sted i geled – som soldater – mod de ventende busser.
- Ja, det er nemt nok at stå i et samtalekøkken i Rødovre og planlægge en film. Noget andet er at skulle indspille vinterscener i 40 graders varme. Så kan man godt ærgre sig over, man ikke blev taxichauffør i stedet. Der er ikke noget glamourøst over at være instruktør. Folk kan dø på skanserne, også i virkeligheden, konstaterer Ole Bornedal tørt.
Han har været hjemmefra i to måneder og savner sin familie. Stemmen er hæs af at råbe til de mange statister om at gå til venstre og ikke til højre.
- Det er et helvede, fortæller Bornedal om savnet af familien.
- Jeg prøver at tale i telefon med dem tre gange om dagen. Vi har heldigvis kunnet pendle frem og tilbage. Jeg savner dem konstant. Jeg er forelsket i min kone og mine børn. Men når man siger ’action’, så er min opmærksomhed 200 procent på mine skuespillere, og så er jeg forelsket i dem. Men når der er sagt ’cut’ og tak for i dag, og jeg sidder i bilen, så kommer savnet . . .
Bange for søvn og helbred
Det er første gang, at nogen har skrevet og instrueret, hvad der svarer til otte spillefilm.
Arbejdsdagen er sjældent under 16 timer.
- Jeg er bange for at miste min nattesøvn og mit helbred. Det er en vanvittig åndelig ironman, siger Ole Bornedal.
Design-manager Niels Sejr viser rundt i skanseværket. Alle har gjort sig umage for, at ’1864’ skal kunne klare det historiske nåleøje, så der er både snubletråde og spanske ryttere, som de preussiske soldater skal forcere.
Rundt omkring på skanseanlægget ligger blodige dukker med drabelige sår, afhuggede og afgnavede arme og ben.
Moderne computerteknik skal siden sørge for at få de fremadstormende statister til at se ud som tusinder af preussiske soldater.
- Vi har haft tegningerne fremme af, hvordan blokhusene i skanserne så ud, og de ser ud som dengang. Men skanserne er gjort højere, end de var i virkelighedens græsklædte bakker i Sønderjylland. Vi ønsker at vise den rædsel, de tyske soldater følte, når de så skanserne tårne sig op foran dem, forklarer Niels Sejr og tilføjer:
- For lang tid siden sagde Ebbe Kløvedal Reich, at der ikke er nogen undskyldning for ikke at fortælle en god historie. Men der er også nødt til at være en grad af nøjagtighed. Selv om det ikke er dokumentarfilm, vi laver.
Ole Bornedal har været med i alt – fra manuskript til casting af 155 skuespillere, til 110 optagedage som instruktør og 550 klippedage.
Tab og sorg
- ’1864’ er helt og holdent en kærlighedshistorie, hvor krigen i 1864 bliver brugt som et bagtæppe. Det er først og fremmest fortællingen om fodfolket, de unge mænd, der pludselig finder sig selv siddende med en granatregn over sig, om alle de liv, der bliver mistet, og den sorg, der fulgte i kølvandet på krigen. De rystelser, der blev sendt igennem familier, kærester, fædre og mødre har været enorme. Det er en fortælling om tab, om at tabe og miste og alligevel komme på fødderne igen. Det er ikke en museumsfortælling, der bare handler om krigen i 1864, den har – som jeg oplever det – også en nutidighed og enorm relevans for alle mennesker, der ser serien.
