På tv gik det helt galt med de kemiske forbindelser i DRs seermagnet ’Gift ved første blik’, da den følsomme Frank fra Rønne blev matchet med Pia, en blond direktør og indehaver af en virksomhed, der sælger fransk lingerie. Parret blev nemlig skilt allerede efter en uges ægteskab. Og trak sig ud af programmet.

På tv ville Franks brud Pia ikke have ham. Overhovedet. Men i virkeligheden vil masser af kvinder meget gerne på date med den 56-årige reklamedirektør fra Rønne.

Fra første blik var det tydeligt for seerne, at det aldrig ville komme til at gå for det modne par. Deres kemi matchede nemlig lige så dårligt som olie og vand, som den 56-årige Frank selv beskrev mesalliancen mellem ham og hans 50-årige brud fra Søborg.

Læs også:

Og selv om Frank, der stadig er single, aldrig har lagt skjul på, at han meldte sig til programmet for at finde kærligheden for fjerde gang, så behøver han ikke at lede længere.

- Der er masser af piger, der har kontaktet mig, efter de har set programmet. Nogle, fordi de gerne vil have en date med mig, andre fordi de ville fortælle mig, at de syntes, jeg havde gjort det godt i programmet. Men jeg ved ikke rigtig, hvordan jeg skal tackle det, for jeg har ikke været ude for sådan noget før, fortæller Frank til BT.

Frembrusende adfærd

Dermed står de interesserede kvinder i modstrid til de mange hundrede tusinde seere, der med tæerne hårdt krummet sammen i andet program fulgte Franks frembrusende færd over for sin brud. Helt fra han første gang lagde sit blik på Pia, da de blev viet den 1. juli på Københavns Rådhus, hvor han fortæller sin brud, hvor meget han stadig savner sin forrige kæreste, der havde forladt ham tre måneder forinden. Lige som man ser, hvordan han under bryllupsfesten spørger, hvornår han må kysse Pia, og ikke mindst Franks opfordring til hende om at lægge sit hoved på hans mave, da han ligger på dobbeltsengen på hotelværelset efter brylluppet.

Læs også:

Fra første program af ’Gift ved første blik’ var der ellers lagt op til, at de otte, håbefulde singler i programmet med hjælp fra eksperter ville finde kærligheden, når de blev matchet til fire par. Men virkeligheden ville det anderledes, selv om de fire eksperter, to psykologer, en antropolog og en præst i første program var enige om, at matchet Pia fra Søborg og Frank fra Rønne var perfekt.

Ærgerlig over det ikke lykkedes

Mesalliancen har i den grad ærgret Frank, der inderligt havde håbet at finde kærligheden og lykken igen gennem programmet.

- Jeg er ærgerlig over, det ikke lykkedes. Men programmet har lært mig, at jeg skal tage det roligt, når jeg møder nye mennesker. Det plejer jeg også at kunne, men den smuttede fuldstændig til det her bryllup i sommer på grund af den totale stresssituation, vi stod i, siger Frank til BT.

Læs også: Frank fra 'Gift ved første blik': Jeg var nok for frembrusende

Han peger selv på, at det var en kombination af hans frembrusende adfærd over for Pia og den manglende kemi mellem parret, som gjorde, det gik så galt mellem dem. Og at oplevelserne mellem ham og Pia nu gør, at han ikke kaster sig hovedkulds ud i at date de mange kvinder, der byder sig til.

- Jeg slapper lige lidt af og tager den med ro, før jeg kaster mig ud i noget nyt. For sporene skræmmer. Derfor vil jeg også lige finde mine egne ben først og finde ud af, hvad jeg vil, siger han til BT.

Seer-succes

Tirsdag aften løb det fjerde af de i alt seks programmer af DRs kærlighedseksperiment af stablen. Det er anden gang, DR sender tv-eksperimentet, som blev sendt første gang sidste år på DR3. Allerede der havde programmet så mange seere, at DR i år har valgt at flytte seermagneten hen på moderkanalens sendeflow.

Og det har givet pote. I tirsdags fulgte knap en million eller 981.000 seere med i de fire pars op- og nedture på deres bryllupsrejser. Dermed har det eksperimenterende program næsten overhalet DRs stort anlagte historiske tv-serie, ’1864’, som kun kunne mønstre ca. 1.2 mio. seere sidste søndag.

’Gift ved første blik’ er allerede solgt til og vist i USA med tre amerikanske par.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Franks eks-kone Pia.