'X Factor'-seerne kritiserer Thomas Blachmans valg om at smide duoen Os To ud af programmet til fordel for Anne Mette & Tomas. Blachman er iskold.

Blachman besluttede fredag aften, at det var på tide for duoen 'Os to' at forlade 'X Factor', og lod dermed konkurrenterne Anne Mette & Tomas overleve.

Den beslutning var mange seere helt uenige i, skriver DR, som sender det populære realityshow for sidste gang i år, før det fortsætter hos TV 2.

»Kan ikke sætte ord på, hvor skuffet jeg er. Tag drengene med igen, Thomas«, skrev en bruger eksempelvis på tv-stationens Facebook-profil.

Men Thomas Blachman, der er kendt for at have sine holdningers mod, og ikke viger tilbage fra at fornærme andre mennesker, når han får chancen, har ikke meget til overs for seernes klager.

Med tyk sarkasme forklarer han dem i stedet, at hvis man ikke kan klare at ryge ud, så skal man slet ikke stille op.

»Dem der ikke kom videre… ja, det beklager jeg. Så skulle de have ladet være med at dukke op, for det er chancen«, siger Thomas Blachman, der ifølge DR havde fået nok af de unge drenges sømandsviser.

Han fortsætter nemlig med en benhård kommentar om duoen:

- Jeg vil ikke kritisere nogen, men jeg synes bare, jeg havde set mig mæt på dét trip. Det kræver en promille - en sentimental situation, hvor man savner at hænge ud med Otto Brandenburg og sådan noget. Det løb jeg kold i, og så tog jeg et valg, siger Thomas Blachman til DR.

Duoen Os To, som bestod af Esben og Nicolai fra Thy, havde helt anderledes smigrende ting at sige om den skaldede jazzmusiker:

»Jeg vil ikke kalde mig en fanboy, men jeg har altid været lidt fascineret af ham. Han er sjov, og det var alletiders at arbejde sammen med ham,« siger Nicolai.