AF RITZAU OG HENNING HØEG

Nu får Hollywoods seneste sex-skandale en chokerende dansk vinkel.

Således fastholder den islandske sangerinde og skuespillerinde Björk i et indlæg på Facebook, at hun har været udsat for seksuel chikane af en dansk filminstruktør.

Björk nævner ingen navne. Men da den 51-årige musikstjerne kun har medvirket i én film med dansk instruktør, 'Dancer in the Dark' fra 2000, er der ingen tvivl om, at hun refererer til Lars Von Trier.

Björks afsløringer fra filmens verden kommer, efter at flere af Hollywoods store kvindelige stjerner de seneste uger er stået frem med påstande om at have været udsat for seksuelle overgreb fra den magtfulde filmproducent, Harvey Weinstein.

Og på sin facebook-side fortsætter Björk:

»Jeg er inspireret af kvinder alle steder, som online står frem, til at fortælle om mine egne erfaringer med en dansk instruktør«.

Björk fortæller, at da hun trådte ind i skuespilfaget stod det omgående 'lysende klart' for hende, at seksuel chikane er normen og en fast bestanddel af branchen.

»Det gik op for mig, at det er en universel ting, at en instruktør kan berøre og chikanere sine skuespillerinder, som det passer ham, og at filmselskabet tillader det,« skriver Björk.

Internationale medier som det tyske nyhedsbureau dpa og det amerikanske musikmagasin Rolling Stone omtaler hendes indlæg. Det samme gør Jyllands-Posten herhjemme.

Over for Jyllands-Posten afviser von Triers filmproducent, Peter Aalbæk Jensen, Björks beskyldninger.

»Så vidt jeg husker, var vi ofrene. Den kvinde var stærkere end både Lars von Trier og mig og vores firma til sammen«, siger han og fortsætter:

»Jeg modtager derfor dette med åben mund og polypper.«

Björk fortæller, at da hun afviste instruktøren, blev han sur og "straffede hende". Blandt andet ved at tale dårligt om hende til filmselskabets andre medarbejdere.

Men hun klarede sig igennem ved egen styrke, oplyser hun.

»Og fordi jeg ikke havde ambitioner i skuespilverdenen, gik jeg derfra og var ovenpå igen efter et års tid,« skriver Björk.

For Harvey Weinstein har afsløringerne i amerikansk presse haft store personlige omkostninger.

Han er blevet fyret af bestyrelsen i sit og sin brors eget filmselskab og ekskluderet fra Oscar-akademiet.

Hans handlinger er desuden blevet fordømt af både forhenværende og nuværende amerikanske toppolitikere.

Blandt andre tidligere præsident Barack Obama og Demokraternes kandidat ved præsidentvalget i 2016, Hillary Clinton