Thomas Blachman og forfatteren Jan Sonnergaard fik ikke genrejst deres maskulinitet i programmet ’Blachman’ på DR2 tirsdag aften. De lignede mest af alt to skræmte pubertetsdrenge, mener erhvervsmand Asger Aamund.

- De snakkede lidt som børn gør, når de leger læge, siger Asger Aamund, der har været med i BTs anmelder-panel af det omdiskuterede program 'Blachman'.

I programmet skulle musiker og X Factor-dommer Thomas Blachman og forfatter Jan Sonnergaard se på to nøgne, tavse kvinder og kommentere deres kroppe, mens de sad i en sofa.

- Det var jo rystende at se en voksen mand som Blachman snakke om, hvordan man går ind i tissekonen på den rigtige måde. De virkede som to skoledrenge, der sad og vred sig på en nålepude, som om de var bange for den smukke kvindes nøgenhed, siger Asger Aamund

- Det aller mest sigende i programmet var, da Jan Sonnergaard sagde, at kvinden så på dem med et overbærende smil, for det var dem og ikke hende, der blev udstillet, siger han.

DELTAG I DEBATTEN UNDER ARTIKLEN

Programmet har forarget mange og er blevet diskuteret flittigt på Facebook og blogs som kvindefornedrende, men det udstillede i stedet Blachman som narcissist, mener Asger Aamund.

- Det eneste, Blachman snakkede om, var sig selv, og hvordan han blev helt ør af lykke bare ved at sige sit eget navn, når han ringer folk op. Programmet var hverken morsomt, erotisk stimulerende eller oplysende, slutter han.

Heller ikke den tidligere næstformand i LO og nuværende direktør Tine Auervig-Huggenberger var imponeret efter at have set premieren i programrækken på seks programmer.

Det var én gang lang selv-masturbering for åben skærm, da musiker Thomas Blachman og forfatter Jan Sonnergaard kiggede på nøgne kvinder tirsdag aften.

- Det var en gang ordonani fra Blachman, og Sonnergard var vist fejlcastet, siger hun.

Hun kan slet ikke forstå, hvorfor Blachman har brug for at genrejse mandens maskulinitet. Thomas Blachman har proklameret, at vi lever i et pikløst samfund, hvor manden skal have selvtilliden tilbage.

- Hele præmissen om den stakkels mand, der er knækket af pornoficering og karrierekvinder er helt gakgak. Hvad er det for en tidslomme, Blachman lever i?. Der er da ikke nogen mænd i min omgangskreds, der er undertrykte af stærke kvinder, fortsætter hun.

Programmet har skabt enorm detbat på de sociale medier, og det er blevet skudt i skoen at fornedre kvinder, da Blachman og hans medværter gennem seks programmer skal kommentere på nøgne kvinder, der ikke må sige et ord.

- Men det eneste, han kan finde ud af at sige, er, at hun har pæne bryster. Hvis det er det ypperste, mandekønnet kan præstere er vi ilde stedt - programmet har været en kæmpe hype, men det var faktisk gabende kedeligt, siger hun.

Men det får ikke entertainer Anette Heicks ’pis i kog’, at X Factor-dommer Thomas Blachman og forfatter Jan Sonnergaard sidder i en sofa og kommenterer tavse, nøgne kvinders kroppe.

- Er det ikke det, mænd gør?. Der findes masser at strip-klubber, hvor det er skummelt og mørkt, og mænd i alle aldre kigger på nøgne kvindekroppe. Hvorfor skal vi pakke det ind og gemme det væk og kalde det ulækkert og kvalmt. Jeg synes, det er befriende, siger hun.

Debatten om programmets kvindefornedrende koncept har bredt sig som en steppebrand på diverse sociale medier, så Anette Heick havde taget de hårde briller på, da hun skulle se det.

- Men jeg blev slet ikke forarget. Hvis det havde været en pige på 16 måske, men det var jo modne, naturlige kvinder og Jan Sonnerggard sad jo nærmest og rødmede sødt. Og Blachman snakkede en del om, hvordan han elsker sig selv, men det ved vi jo i forvejen, så det kan jeg heller ikke blive forarget over, siger Anette Heick.

På næste tirsdag sidder modeskaberen Erik Brandt ved Thomas Blachmans side, når han igen skal kigge på afklædte kvinder foran de rullende kameraer.

Hvad synes du om Blachmans nye tv-program?

Deltag i debatten herunder. De bedste indlæg bliver bragt i BT torsdag