Med ’Badehotellet’ oplever TV2 sin største dramasucces siden ’Strisser på Samsø’. Men anmelderne ignorerer serien.

Seerne er vilde i vinterkulden med TV2s historiske dramakomedie ’Badehotellet’. Som noget helt usædvanligt slår den sin direkte DR1-konkurrent ’Bedrag’.

1.621.000 seere fulgte mandag med Amandas opgør med grev Ditmar og hans mor. 64 pct. af de seere, der havde tændt for tv’et fulgte med. Søndag aften så 1.398.000 det andet afsnit af ’Bedrag’ - på et tidspunkt, hvor der er flest tv-seere i Danmark.

Højeste drama-tal i 19 år

1,6 mio. seere er det højeste seertal til et dramaserie-afsnit på TV2 siden 1997 ved første sæson af ’Strisser på Samsø’. Dermed aftegner sig en klassisk konflikt mellem, hvad folket ønsker, og hvad anmelderne mener.

Ved begyndelsen for to år siden og igen sidste år fik ’Badehotellet’ lammende kritik fra samtlige anmeldere, mens DR-serien ’Arvingerne’ fik ros. Det gentog sig i 2015.

Nærmest ignoreret

Denne sæson er ’Badehotellet’ nærmest ignoreret. Såvidt det fremgår af databasen Infomedia er ’Badehotellet 3’ indtil videre kun anmeldt i BT.

Anderledes med ’Bedrag’. Mens Ekstra Bladet og til dels BT og Politiken har været skeptiske og kritiske, er Berlingske, Kristelig Dagblad og Soundvenue begejstrede.

»Danmarks Radios nye søndagsserie, ’Bedrag’, er om noget en serie til tiden, og så er det ovenikøbet en god serie – sådan føles det i hvert fald efter at have set de to første afsnit,« skriver Information.

Seersuccesen har bragt TV2 i en blanding af ekstase og tvivl.

»Vi er bare så pavestolte og glade. Jeg måtte ind og tjekke tallene flere gange for at være helt sikker på, at jeg havde læst rigtigt,« siger TV2s kanalchef Lotte Lindegaard.

»Hvad, der også betyder rigtig meget er, at seerne er glade for det, de ser, og giver ’Badehotellet’ en tårnhøj vurdering på 4,5 ud af 5 mulige. I tredje sæson er der dejlig meget drama og historisk perspektiv i ’Badehotellet’. Det er ikke bare sol og sommer, men en vigtig del af den danske historie, der bliver fortalt, og det gør serien til både godt og interessant selskab, som vi kan takke forfatterne Stig Thorsboe og Hanna Lundblad for,« siger Lotte Lindegaard i TV2s hovedkvarter i Københavns Sydhavn.

På den anden side af Kalvebod Brygge, i DR-byen, tager dramachef Pic Bernth hatten af for TV2, som dog hun ikke accepterer som en konkurrent.

»Det er flot, at TV2 kan holde de seertal, men man kan ikke sammenligne ’Bedrag’ og ’Badehotellet’. Det er to vidt forskellige genrer, og nogle seere ser begge serier. Vi konkurrerer ikke med TV2, og vi kommer aldrig til at lave noget som ’Badehotellet’. TV2 tager sig af de lette genrer, som de er ved at have fod på, mens vi tager os af de mere komplekse historier,« siger Piv Bernth, og tilføjer:

»Det er godt for os, at seertallet og vurderingen på ’Bedrag’ er steget, og man skal da være et skarn, hvis man ikke er tilfreds med næsten 1,4 millioner seer og en knaldhøj vurdering.«