Skuespillet er stadig i top. Men handlingen i TV2-serien 'Greyzone’s andet afsnit kørte desværre i frigear.

Med Birgitte Hjort Sørensens softwareingeniør og droneekspert Victoria som terroristernes gidsel var der ellers lagt op til spænding i TV2s store serie-satsning.

Stilmæssigt lagde aftenens afsnit sig tæt op ad den amerikansk-israelske serie ’Homeland’. Og i afsnittets altafgørende hovedrolle tåler Birgitte Hjort Sørensen sågar flot sammenligning med ’Homeland’-stjernen Claire Danes.

Men her hører sammenligningen også op.

Mens ’Homeland’, når den er bedst, således hele tiden formår at finde et nyt gear og intensivere en allerede højspændt historie, så kørte ’Greyzone’ desværre alt for meget i frigear.

Og det var frustrerende at se Sørensen og de andre kvalificerede dansk/svenske skuespillere tilbringe hele aftenens afsnit med noget, der bedst kan beskrives som løb på stedet.

Således er den sårede mand (fra starten af første afsnit), der måske kan lede politiet videre i efterforskningen af det forestående terrorangreb på dansk eller svensk grund, stadig på fri fod - efter en ualmindelig klodset politiaktion.

Grænsen imellem helt og skurk
Den væmmelige terrorist Lyad har stadig stakkels Victoria i saksen (’vi slår din søn ihjel’, lyder truslen). Det dansk-svenske politi-efterforskerpar Eva Forsberg (Tova Magnusson) og Joachim Fjelstrups PET-betjent Jesper Lassen, løber stadig rundt i små cirkler.

Og ved episodens afslutning havde man som seer fornemmelsen af, at vi heller ikke var kommet ret meget videre.

Seriens titel ’Greyzone’ – gråzone – hentyder (angiveligt) til, at grænsen imellem helt og skurk, godt og ondt kan være svær at trække. Men indtil videre lever ’Greyzone’ ikke op til sin egen præmis. Således virker det hele såre sort/hvidt.

’Greyzone’ – andet af 10 afsnit. Sendt på TV2 søndag kl. 20.00.