Det store spørgsmål er – selvfølgelig: Er filmen lige så god som serien? Svaret er ”Njooo”. Den er lige så god som de mellemgode afsnit og ikke så god som de bedste.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Det lille spørgsmål er: får vi Caspers tissemand at se? Og jo, det gør vi da. Den slasker lidt – som så meget andet i ”Klovn The Movie”, en film der synes uundgåelig i betragtning af den kult-agtige succes, som tv-serien ”Klovn” har fået.

Succes’en malkes her i en tyndbenet road-movie historie. Handlingen, der er den ene langstrakte comedy-episode efter de anden, sender Frank Hvam og Casper Christensen på mandehørmende kano-tur på Gudenåen – spændingen går mer’ i dal end i bølge! Casper er på jagt efter fisse og Frank efter sit far-potentiale. Til det brug har han kidnappet Mias nevø, 12-årige Bo (bedårende spillet af Marcuz Jess Petersen).

Casper Christensens figur er, som vi kender den: en ubehagelig, snedig og overlegne skiderik, som manipulerer Frank….der også ligner sig selv, når han render rundt i sit usexede morfar-undertøj og kommer galt af sted som den naive, impulsiv fyr, der reagerer, før han tænker. Frank-figuren er lige så hidsig, som vi er vant til, og lige så god til at skabe problemer, men filmen gi’r ham et strejf af sødme og gør ham mere menneskelig, end vi kender ham fra tv-serien.

Meget er – som forventet – pinligt i filmen, der markedsfører sig ved at prale med at være ”grænseoverskridende” og ”tåkrummende”. Man skal imidlertid være mere end almindelig snerpet

for at blive forarget over pinlighederne: De er platte pik- og bæh-jokes af den præpubertær slags!

At Frank Hvam og Casper Christensen er ikke skuespillere ser man tydeligt. De personer, de viser os, er stand-up’ske forstørrelser og forvridning af dem selv og har dramatisk mimi-spændvidde - fra A til B. Men den ros skal de ha’, at de ikke skåner sig selv. De kaster sig ud i det, der ta’r sig ud som den totale selvudlevering, fordi personer, de spiller, er så klistret sammen med dem selv.

Filmen kan anskues som tilforladeligt tidsfordriv, der giver kuede mænd en tiltrængt griner. Men set i et større perspektiv er det svært at udgå at blive lidt forstemt over stereotyperne: de mobsede, sure kællinger med deres overbestemmer-skærebrænderstemmer og de vattede mænd med deres forstørrede egoer og Øb og Bøv’ede polterabend-humor.

Blandt filmens morsomme øjeblikke er besøg i en mande-hørmende læseklub, en overraskende Bent Fabricius- Bjerre og Caspers herlige demonstration af mande-flirt.

Men det er jo de lovede pinlighederne, de fleste kommer for at se. Dem er der adskillige a’ i filmen – uden at de dog når tv-seriens højdepunkter som når Frank skider i en kattebakke. Men altså: ka’ du li’ serien, så ka’ du også li’ filmen. Den skal ses med venner og fadbamser.