Det er med tv-kalendere som med alle andre juletraditioner: Alt skal helst være præcis, som det plejer - og samtidig overraske os en lille smule.

Hele familien skal helst være repræsenteret. Historien skal være spændende nok til at holde os fanget hver aften - noget der slet ikke er så let længere - men ikke så uhyggelig, at de mindste børns forældre bliver nervøse for at lade dem sidde alene foran skærmen, som vi så det med "Pagten". Det skal være sjovt, men ikke så pjattet at de store søskende står af. Og endelig ikke alt for moderne, for så slår landets bedsteforældre over på TV2, hvor Pyrus hærger i rigsarkivet for gud ved hvilken gang.

Det kræver altså en helt særlig formel og et lille julemirakel at skabe et kalenderhit, men måske har 'Tidsrejsen' lige netop de ingredienser.

Gæv opfinderpige

13-årige Sofia er en gæv opfinderpige, klassens nørd selvfølgelig og fuld af skøre planer. Hun har en skøn spørge-jørgen af en lillebror og et par nærværende men klodsede forældre, der har svært ved at opføre sig rigtigt voksent. Så nu er de blevet skilt. Far hænger fast i fortiden, mor kigger op i himlen og skriver horoskoper, men farfar har heldigvis både blik for Sofie og retning mod fremtiden. Han har opfundet en næsten færdig gyro, som Sofie allerede har fået i kalendergave, og sådan en tidsmaskine er slet ikke det ringeste at have i en julekalender. Det så vi allerede i 'Jesus og Josefine'.

Instruktør Kaspar Munk, der har vist et godt tag om de unge med "Hold om mig" og "You & Me Forever", får med et elegant fingerknips etableret familieuniverset og skudt handlingen igang. Der er tidløs juleidyl i Dragørs gyder og blipbåt-hygge i farfars værksted. Farfar spilles af Lars Knutzon, der har 30 års julekalenderjubilæum, og han er lun som en æbleskive.

Men der er mere endnu, for den nye dreng i klassen har ikke alene et godt øje til Sofie. Han hedder ovenikøbet Dixie, har afbleget hår og ligner en ung knægt fra fremtiden med eventyr i blodet.

Rammer fin, tør tone

Bebiane Kreutzmann fra "Lærkevej" og Hannibal Harbo Rasmussen fra "Pendlerkids" er et godt match som Sofie og Hannibal. December er ung, men de synes allerede at ramme en fin tør hverdagshumor, som vi kender den fra 'Max Pinlig', hvor det normale som bekendt også var for amatører.

Så jo, det tegner lovende, lidt spændende og lige tilpas skørt. Og i kulissen lurer Kurt Ravn som Men in Black-agent og Søren Pilmark, der med sin lange sølvmanke og læderjakke selv synes at være rejst gennem tiden, direkte fra sin rolle som Djarnis i kultklassikeren "De skrigende halse".

Det er den slags skæve detaljer, der måske kan fange og fastholde den sidste del af familien: os forældre. Sidder vi der hver aften, stiger chancen for at hele familien sidder der, samlet om samme fjernsyn, og så er det jo næsten allerede en lille smule som jul.

Julekalender, 'Tidsrejsen' (1:24), DR1 19:30