Årsagerne er mange. Men resultatet er ét: ’Nattens Dæmoner’ (The Conjuring) er en sublim og sjældent helstøbt gyser. Og selv de værste genre-skeptikere bør give
James Wans lille mesterværk en chance. Det handler om virkelighedens Ed og Lorraine Warren - et ægtepar, der i 70’erne blev verdensberømte ved at efterforske al slags paranormal aktivitet - spøgelser, dæmoner og den slags.
Parret nød en sjælden respekt også blandt skeptikere, fordi de ikke var bange for at pege på forstoppede vandrør, rotter på loftet og utætte vinduer som den virkelige årsag til godt 95 procent af alt ’spøgeri’.
Men da de bliver kontaktet af ægteparret Carolyn og Roger Parron, fordamper al skepsis på rekordtid.
I deres ny-købte hus i Harrisville, Rhode Island bliver hr. og fru Parron og deres fem skrækslagne døtre hjemsøgt og truet af noget, der ikke kan forklares under de gængse naturlove.
Selv dæmonologen Ed Warren og hans clairvoyante kone Lorraine har aldrig set noget lignende. Og som vi har set det før, indrettes hjemmet nu til at paranormalt laboratorium, hvor årsagen til spøgeriet skal findes. Vatikanet og den katolske kirke skal nemlig have filmede beviser, før den eksorcisme, som Ed Warren mener er nødvendig, kan godkendes og sættes igang.
Rammen er således set før. Men når ’Nattens Dæmoner’ kan sammenlignes med klassikere som ’Tegnet’ og ’Eksorcisten’ så skyldes det alt fra filmens nærmest sobre tone, et væld af detaljer, der ofte ignoreres i Hollywoods forhastede gyser-samlebånds-maskineri og så ikke mindst et hold sublime skuespillere.
Således leverer den anerkendte skuespiller Lili Taylor en besættelse, jeg aldrig før er set magen til på det store lærred. Kemien imellem samtlige aktører er intet mindre end perfekt - fra det underspillede til de veltilrettelagte crescendoer. Og så er gysene spredt og instrueret med så sikker hånd, at selv en gammel gyser-freak som undertegnede måtte hoppe i sædet.
