Thomas Blachmans nye debatprogram 'Blachman' er ordgejl og onani fra Thomas Blachmann, som ikke kan interessere andre end Thomas Blachman

X Factor ville intet være uden Blachman, men måske er den sandhed et tveægget sværd. For lige så påkrævet hans skarpe kritik er i X Factorstudiet, lige så hurtigt synes hans genialitet at blegne udenfor den billige baggrund.

Det var i hvert fald tilfældet i hans nye sludder for en sladder undskyldning af et debatprogram 'Blachman', hvor kvinder de næste seks tirsdage smider tøjet i DR2's lille studie, mens Blachman med indbudte gæster diskuterer den nøgne kvindekrop.

Målet er med værtens egne ord at 'repositivere kvindens syn på mandens syn på kvinden', og det lyder da også nobelt, men i virkeligheden betyder det blot, at kvinder skal synes, at Blachman ser på og taler om kvinder på en fed og poetisk måde. Og det projekt kunne man så endda, måske, have købt, hvis Blachman havde havde haft noget genialt og poetisk at sige, men i samme sekund den første kvinde smed badekåben foran den 50-årige fødselar og hans gæst, forfatter Jan Sonnergaard, begyndte blikket af flakke og ordene at hakke. 


Trods 30 minutters ubrudt taletid lykkedes det ikke de to herrer at formulere én original tanke om kvinden. Det blev ved banale almindeligheder om en animerende brystvorte og hvorvidt kan man kalde kønnet en fjams, når der ikke er hår på, og mere af samme skuffe. Skiftevis pinligt, latterligt og hamrende ligegyldigt, og det fra en mand, der ellers har gjort det til sin mission at bekæmpe middelmådigheden.

Selv ikke kritikken for at gøre kvinden til mandens objekt kunne programmet leve op til, for det handlede så tydeligvis slet ikke om kvinderne, men udelukkende om Blachman og en nølende Sonnergaard, der kunne spejle sig selv, mens de fik lidt smukt at se på.

Onanerer med vennerne

Måske er Blachman for doven til at løbe et maraton som andre mænd i midtvejskrise. I stedet har han fået et tv-program, hvor han kan sidde at onanere med vennerne - og det kun lige akkurat i overført betydning. Han har i sin popularitet misfortolket det at spille sig selv med ærlighed, og tror derfor, at det kan have nogen interesse for os andre at høre, at han er nødt til at klæde sig af foran spejlet for at kunne få den op at stå.

Jo mere 'hudløst ærlig' han er om sig selv, des bedre fjernsyn bliver det, må tanken have været, og derfor endte Sonnergaard og Blachman da også med at konstatere, at det i virkeligheden var dem, der var nøgne. Dem, der krængede deres sjæl ud, mens nøgenmodellerne bare viste deres krop.

For ak ja, når det kommer til stykket, hvad er så kvindekroppen målt mod en flig af Thomas Blachmans nådige sjæl?

Anmeldelse "Blachman" DR2