Handlingen i actionfilmen ’Escape Plan’ chokerer ingen. Men den uimodståelige kemi imellem de to gamle venner Arnold Schwarzenegger og Sylvester Stallone er en yderst behagelig overraskelse.

Sly spiller sikkerhedseksperten Ray Breslin, der i embeds medfør lader sig fængsle. Arnold er livstidsfangen Swan Rottmayer. Sammen får de til opgave at bryde ud af klodens mest topsikrede superfængsel ’The Tomb’. Instruktør Mikael Halström sørger for god hastighed hele vejen igennem denne effektive actionfilm, der holder en underholdende balance imellem alvor og let selvironisk macho-humor. Den kønne Jim Caviezel er velvalgt og effektiv som filmens skurk.

Og så er det en udsøgt ekstra-fornøjelse at høre eks-guvernør Schwarzenegger pludselig slå over i sit modersmål – så lyder han rigtig sej.

’The Escape Plan’
Action, USA
4 ud af 6 stjerner