Nikolaj Lie Kaas er en fremragende Carl Mørck i den længe ventede og stærkt forløste filmatisering af Jussi Adler-Olsens 'Kvinden i buret'. BT har været til verdenspremiere i Locarno

Så kan du godt rykke ind til siden, Sarah Lund, for Danmark har fået en ny yndlingsstrømer. Han hedder Carl Mørck, og navnet er ikke tilfældigt, for mørkt som ind i Helvede er det i Mikkel Nørgaards filmatisering af 'Kvinden i buret', der tager os ved hånden og fører os ind i en grum, grum verden af skyld, sorg, smerte og hævnlyst. Krimifans kan godt begynde at glæde sig.

Det er en bunden opgave at skulle filmatisere Danmarks største krimiforfatter, Jussi Adler-Olsen, og selv om romanforlægget er stærkt, så er det slet ikke en let en af slagsen. 1,6 millioner eksemplarer er Adler-Olsens bøger om Carl Mørck og Afdeling Q solgt i herhjemme, og alle fans har lige netop deres ide om, hvordan Mørck ser ud og opfører sig. Og så er man oven i købet nødt til at snitte med den store kniv og sætte tempoet op, når 379 romansider skal blive til 97 minutter på lærredet. Men Nørgaard og manuskriptforfatter Nikolaj Arcel har taget nogle modige og overraskende gode valg ved at skære gennem al hverdagsrealismen og lægge vægt på stemningen, krimigenren og det dragende mørke.

Her er ikke et eneste Anna Pihl-billede med politibiler susende ned af Vesterbrogade eller helikopter-views over København. I stedet er der er et tidsløst, klaustrofobisk kældermiljø over alt. Cigaretrøgen står i luften, og alle farver er som trukket ud af billederne, der er brunere end et DR-studie i 70'erne. 'Kvinden i buret' ligefrem lugter af sur cigar og skimmelsvamp, og det er denne genkendelige, men ubestemmelige følelse, der skaber det kollektive mareridt, som Nørgaard hiver os ned i. Han arbejder bevidst manipulerende (i ordets bedste forstand) med sine virkemidler som lys og lydeffekter, og gør således i endnu højere grad end romanen Carl Mørcks fortælling til en historie om smerten og bitterheden i menneskets dyb. Uden på nogen måde at gå på kompromis med Adler-Olsen vel at mærke.

Mørck (Nikolaj Lie Kaas) er efter en skudepisode, der kostede hans makkere henholdsvis livet og førligheden, blevet degraderet til et lagerrum under politigården, hvor han har fået sin egen Afdeling Q, der for et syns skyld skal støve gamle, uløste sager af og arkivere dem igen. Men Mørck er ikke for ingenting berygtet for sin stædighed og arrogance, og med sin påduttede makker Assad (Fares Fares) begynder han stik mod ordre at efterforske i sagen om politikeren Merete Lynggaard (Sonja Richter), der forsvandt fra en færge fem år tidligere. Og så ikke et ord mere om plottet for de, der stadig har den rent ud sagt skræmmende onde historie til gode. Sonja Richter er glimerende som titlens indeburede kvinde med rædslen malet på sin mere og mere udpinte krop. Hun har scener, man sent vil glemme. Mikkel Bo Følsgaard fra 'En kongelig affære' gør uden et ord indtryk som hendes hjerneskadede lillebror, og svenske Fares Fares bringer lune til den gådefulde Assad.

Men først og fremmest er Nikolaj Lie Kaas fremragende. Hans Carl Mørck er surmulende og fåmælt. Han ryster som et espeløv, kæderyger, drikker whisky og er fuld af indestængt vrede over sit job, sit liv, sin kone, der er skredet, og sig selv. Alligevel formår Kaas øjeblikkeligt at skabe den nødvendige sympati for ham og at åbne for en flig af den menneskelighed, Mørck selv har fortrængt. Kun en flig, og det er endnu en kvalitet ved 'Kvinden i buret'. Den har på ingen måde travlt med at folde sine personer ud, vel vidende at der er yderligere tre film på vej med Afdeling Q. Og med de ti romaner, Adler-Olsen har planlagt i serien, kan det blive endnu flere. Der er således masser af tid til at komme ind på livet af den gode Carl og udfolde det forfriskende makkerskab med Assad, og der er al mulig grund til at tro, at det vil ske. Med det miljø, den sikkerhed og de karakterer, Nørgaard, Arcel, Kaas og kompagni har skabt, er der i den grad lys i Mørcket.

'Kvinden i buret', thriller, Nordisk Film 2013, verdenspremiere, fem stjerner ud af seks