Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

De bedste danske dramaserier bliver bedre og bedre, som de skrider frem, i takt med at handlingen flytter sig fra at være drevet af plottet til at være båret af karaktererne.

Det så vi i 'Borgen', der lagde ud med nye politiske dilemmaer i hvert andet afsnit, men endte med at interessere sig mest for Birgitte Nyborg som menneske.

Og vi så det i første sæson af Maya Ilsøes fuldstændigt fremragende 'Arvingerne', der var bundet op på en arvestrid, men som for alvor fandt sit leje, da retssagen var overstået.

Signe Sunshine fik Grønnegaard, Gro fik en lang næse, Frederik fik et lille nervesammenbrud og yngste bror Emil fik svigerinden Solveig på chatollet og en varetægtsfængsling i Thailand.

Der var masser af drama, men det flyttede sig elegant fra de ydre faktorer til de indre spændinger og relationer i familien. 'Arvingerne' er blevet en serie med levende, sammensatte og troværdige mennesker. Det er en af grundene til, at spillet i den er så eminent, og det er igen en af grundene til, at 'Arvingerne' er det nye store danske hit i udlandet fra New Zealand til Brasilien.

Sæson to fortsætter da også klogeligt, hvor den første slap. Der er gået et år, men de indre spændinger og magtkampe dirrer samme sted, som vi forlod dem. Og i en vis forstand er vi endda helt tilbage ved begyndelsen, hvor Grønnegaard var fuld af kunstnerisk liv og tossede ideer.

Nu er det Signe, der ejer stedet, men det er atter Gro, der kører det kunstneriske løb - i et farligt frit forhold til ophavsretten på Veronikas værker. Thomas bor igen i baghaven, nu med sin fødselsneurotiske kæreste. Emil er stadig i Thailand, og Frederik er modstræbende på besøg.

Det er familien, der samles om deres sidste nye medlem, men familien er ikke længere, hvad den var engang. Den består af tilløbere, papper, eks'ere, kærester, og venner i et sammensurium, hvor penge kan være tykkere end blod, og hvor alle mulige faktorer spiller ind i ligningen om, hvem vi betragter og behandler som vores familie. Således reflekterer 'Arvingerne' elegant tidens nye familiestrukturer og rejser problematikker, vi alle i forskellig grad kan relatere os til.

Jesper Christensen, der ikke bare stjal billedet som Thomas, men også havde instrueret aftenens afsnit, indfangede smukt hele flokken og flyttede handlingen udendørs med masser af bevægelse, humor og et fabelagtigt dåbsritual. Imens simrer alle familiens faretruende konflikter stadig under idyllen og rejser nu også spørgsmålet, om nogen i denne uansvarlige, kulørte flok overhovedet kan tage ansvar for et lille barn?

Det skal blive en fornøjelse at se. Det kan godt være, det er en fucked-up, selvoptaget og skingrende skør familie, vi er havnet i, men for pokker, hvor føler man sig i godt selskab med den.

Drama
Arvingerne II (1:7)
***** (5 stjerner)

Hvad syntes du om afsnittet? Deltag i debatten på Facebook.

Andre læser også