Men Mireille Enos er alligevel dejlig i Sofie Gråbøls rolle i 'The Killing' – den amerikanske version af 'Forbrydelsen'.
’The Killing’ kom flot fra start. Denne amerikanske udgave af ’Forbrydelsen’ har mange af den danske krimi-series kvaliteter: alvor, tid nok og glimrende skuespillere. Det gælder ikke mindst skuespillerinden i Sofies Gråbøls store rolle som den sammenbidte kriminalbetjent”The Killing”: Mireille Enos og Joel Kinnaman i Sofie Gråbøl og Søren Malings gamle roller. (foto Kanal 5) Sarah Lund. I den amerikanske version hedder hun Sarah Linden og spilles af den for os ukendte Mireille Enos, der er mindre smuk, men også mindre surt i rollen. Vi møder hendes i en uklædelig parkacoat, der virker to numre for stor til det bette kvindemenneske. (Jo, vi får hendes senere i en afdæmpet version af den berømte Færø-sweater!).Mireille har ikke nær så meget karisma i sin udstråling som vores Sofie, men hun har en syrlig, æblekindet almindelighed, som er meget tillokkende… og som allerede i første afsnit viser sig af stå i kontrast til den benhårde beslutsomhed, der gemmer sig i den lille tætte kvindekrop.
Mireille Enos’ ligefremhed står i god kontrast til den bissede snuhed, som svensk-amerikanske Joel Kinnaman har som Steven Holder (på dansk hed han Jan Meyer og blev spillet af Søren Maling) detektiven, der tror, han skal overtage Sarahs job men – modvilligt - bliver hendes partner i jagten på den der myrdede skolepigen Rosie Larsen (Nanna Birk Larsen på dansk).
Den amerikanske ’The Killing’ udspiller sig i et solforladt Seattle – det helt rigtige sted, for der er en skandinavisk grålighed over scenerne, der er præget af rusk og regn, hav og træhuse.
Modtagelsen i USA af ’The Killing’ har været enormt positiv. Det er en krimi-serie af en slags, som amerikanerne ikke er forvænte med: en der er seriøs og som ikke halser af sted på jagt efter flere effekter. For ligesom det var tilfældet med ’Forbrydelsen’, giver den amerikanske re-make sig god tid til at udvikle sine karakterer. I de første afsnit er der er en omhu, en alvor og en realisme, som faktisk virker endnu mere direkte og alvorlig end det, vi husker fra den danske serie. Tilmed er den amerikanske version mere ligefrem, den virker mindre opstylet og mindre blåtonet melankolsk. Den kan med stort udbytte nydes af danske tv-serere - både af alle dem, der husker ’Forbrydelsen’, og af dem, der ikke gør!
