____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Det er mindre end en måned siden, realitydivaen Amalie forlod sin Peter med et brag og en efterfølgende stor artikel i Se & Hør, hvor hun fortalte, at hun har forladt ulven for at finde sig selv.

Men kun to uger efter artiklen har realitybaben tilsyneladende fundet sig selv. Og Peter.

- Ja, vi er sammen igen, bekræfter Peter Birch til bt.dk.

- Jeg kørte hende hjem, en dag hvor hun havde været i byen. Så spurgte hun, om jeg ikke ville med op, og så hyggede vi os rigtig meget og havde det skide sjovt igen. Og så fandt vi ud af, at vi to altså bare skal være sammen, siger Peter Birch.

Adspurgt om han ikke er lidt træt af, at de hele tiden går fra hinanden, vil han allerhelst give ordet til Amalie. 'Det er jo hende, der slår op hver gang', som han siger. Men for Peter Birch er det ikke selve det turbulente forhold, der giver grå hår. Det er derimod kærestens håndtering af det.

- Det er selvfølgelig lidt irriterende, at hun slår op hele tiden. Men det bliver også værre af, at hun er en offentlig person, for så deler hun det med sine fans. Jeg synes ikke, at alle burde vide det, når vi slår op, men hun er en pige, der lever meget i nuet. Det har hun fra sin mor. De er begge meget hurtige, griner Peter Birch varmt.

- Men det er også det, der er så dejligt ved Amalie. Hun kan ikke sidde stille, og det er altid sjovt at være sammen med hende, tilføjer den igen-igen-igen-forelskede Paradise-vinder fra 2010.

Til MTV EMA Pre-Party tidligere på måneden, mens parret var gået hver til sit for fjerde gang på to år, blev Peter Birch taget i at kysse med den 16-årige blogger Fie Laursen. Efterfølgende flød Amalies Facebook-profil over med både støttende og negative kommentarer til Amalie, der også have været til stede ved festen.

Det fik hende til at skrive, at det hele blot havde været et mediestunt: der var ingen skår i realityparrets kærlighed. Men nu indrømmer Amalie Szigethy, at bruddet var ægte.

- Det var ikke et mediestunt. Det var bare for at lukke røven på de negative mennesker, der skriver onde kommentarer på min Facebook, siger paradisoen.

Hun bliver ikke decideret såret af de hadefulde kommentarer. For hun ved godt, at nogen bliver provokeret af, at hun gør hvad hun har lyst til. Hvis det bliver for meget, blokerer hun bare brugerne.

Man må håbe, at de to turtelduer finder ud af at holde på hinanden denne gang. For ud over at være kærester, skal de nu også til at være kollegaer. Peter Birch, der allerede ejer billig-baren 'Cheap', åbner nemlig en kendis-bar, hvor kæresten vil stå bag baren sammen med en række andre kendisser.

Om der vil blive kastet med kys og kram eller glas og grimme gloser bag baren, kan man opleve i december, når baren åbner oven på Damhuskroen i København.