Den 23-årige skuespiller Alex Høgh Andersen spiller en af hovedrollerne i tv-serien ‘Vikings’, som i øjeblikket er blandt verdens mest populære.

Siden danskerne i 2013 mødte Alex Høgh Andersen i julekalenderen ‘Tvillingerne og Julemanden’ har den unge skuespiller haft rollen som en af historiens mest grusomme og blodige vikingehelte. Det voldsomme sceneskift fra julekalender til international tv-succes har overgået alle hans vildeste fantasier.

»Hvornår oplever man at stå på toppen af et bjerg med to kraner, fire kameraer og vilde dyr omkring sig, mens man kaster med økser?,« spørger han.

Med en af hovedrollerne i ‘Vikings’, som har flere millioner seere, er fankulturen også en verden til forskel. Det fandt Alex Høgh Andersen ud af, da han pludselig fik tilsendt billeder fra fans i Spanien, Colombia og England, som havde fået tatoveret store portrætter af hans ansigt på kroppen.

Foto: Dris Donnely - Artium Ink i England.
Vis mere

»Da jeg så mit ansigt tatoveret på et andet menneske, slog det mig, at det må være rimelig stort, det jeg laver. Hatten af for det, og tak for støtten, men godt det ikke er mig, der skal have mit ansigt tatoveret på låret,« siger han.

Ivar Benløs

‘Vikings’ havde i december premiere på femte sæson i den historiske dramaserie, som handler om den danske sagnhelt Ragnar Lodbrok, der hærgede England og Frankrig i 900-tallet. Med udgangspunkt i historiske hændelser skildrer serien brutale plyndringstogter og voldsomme magtkampe. Alex Høgh Andersen er i øjeblikket hjemme i Danmark på en kort juleferie, men vender i det nye år tilbage til optagelserne af sæson seks af 'Vikings', hvor han spiller Ragnar Lodbroks fjerde søn. Den udfordrende og komplekse viking, Ivar Benløs.

»Han er handicappet i en kultur, der absolut ikke kan håndtere det, men han har et skarpt hoved. Han er vred, fordi han aldrig har oplevet rigtig kærlighed. Kun medlidenhed. Jeg forstår ham, og det skal jeg bare vise seerne,« fortæller han og tilføjer:

»Men der er også mange ulemper, når jeg som skuespiller ikke kan bruge mine ben. Jeg skal slå halvdelen af kroppen fra og være bevidst om det hele tiden. I tre uger op til optagelserne kravlede jeg rundt på hænderne i mit hotelværelse for at tilpasse mig rollen.«

Hverdag i Dublin

Alex Høgh Andersens hverdag begynder klokken 05.00 om morgenen, hvor han sammen med flere hundrede mennesker indspiller tv-serien i en skov syd for Dublin, hvor der er bygget en autentisk vikingeby i størrelsesforholdet en-til-en. Mange dage slutter først klokken 20.00, hvor han udmattet vender tilbage til sin lejlighed. Alex Høgh Andersens har ingen kæreste, som han kan tale sine oplevelser igennem med, og venner og familie er langt væk fra hans hverdag i Irland.

Når han skal slappe af smækker han i stedet benene op på bordet og underholder sig selv med en tv-serie. Det er dog sjældent 'Vikings'. For selvom den er en af årets mest populære serier, kan han ikke se den uden konstant at analysere på sit skuespil.

»Jeg håber ikke, jeg er med i mine fremtidige yndlingsfilm, for det vil ødelægge dem for mig,« siger han.

Droppede ud af universitetet

Nogle dage kan Alex Høgh Andersen ikke mærke sine lemmer af kulde, fordi han i december måned har kravlet rundt i mudderet i en irsk skov. Alligevel ligger han hver aften hovedet på puden med en ubeskrivelig glæde. Det er verdens bedste arbejde, konstaterer han, men det har også en pris.

»Jeg måtte droppe ud af min uddannelse for at leve det liv, som jeg elsker. Når man vælger karrieren først, går man også glip af en masse oplevelser,« fortæller han.

I de første måneder i Irland fulgte han på de sociale medier studielivet i Danmark, hvor en ny årgang studerende skulle begynde på universitet. Han var oprindelig en del af det hold, som skulle tage imod alle de nye og arrangere introduktionsfesterne. I stedet fulgte han med fra sit hotelværelse 1.500 kilometer væk.

Alligevel er det ikke baglandet i Danmark, som Alex Høgh Andersen savner mest.

»Jeg burde sige mine venner og familie, men det er det ikke. Det er uden tvivl dansk mad. Min farmors frikadeller, en hakkebøf og en rigtig københavnsk salatpizza har stor affektionsværdi,« fortæller han.

På trods af den til tider udmattende og ensomme tilværelse kigger Alex Høgh Andersen sig ikke tilbage.

»Jeg fortryder ikke ét sekund. Jeg er stadig drøn sulten efter at udleve min passion,« siger han.