Mandag aften skal tv-seerne sige et foreløbigt farvel til mega-populær figur – uden vished for om der indspilles nye afsnit.

Historien om den rebelske folkeskolelærer 'Rita' tryllebinder en fast fanskare, og i aften er det farvel til sæson 3, når afsnit 24 ruller over skærmen. Om der bliver en sæson fire lader TV2 blæse i vinden. Inden aftenens udsendelse er meldingen fra TV2 fortsat 'intet nyt' på spørgsmålet om 'Rita' får endnu en sæson.

Den 3. sæson, som sendes nu, blev kun mulig, fordi streaming-giganten Netflix kom på banen og var med til at finansiere produktionen. Forleden sagde TV2s dramachef Katrine Vogelsang, at hun håber, at samarbejdet med Netflix kan give seerne endnu mere af Mille Dinesens populære lærer-figur.

»Vi elsker 'Rita', og hvis vi kan finde pengene, vil vi gerne se mere til Rita, der i øjeblikket kører forrygende og er den serie, der er gået bedst, også på vores egen streamingkanal TV2Play, forklarede TV2s dramachef Katrine Vogelsang forleden.

»Der er grænser for, hvad vi kan lave for danske penge, og jeg ser det som et samarbejde på længere sigt. Der kommer flere og flere stramingtjenester, der gerne vil have eksklusivt indhold, og det betyder mere god fiktion til danskerne, når de internationale spillere viser sig på banen og skyder penge i produktionen,« sagde Katrine Vogelsang.

Mens seerne venter på en Rita-afgørelse, kan de fra mandag fornøje sig med en ny serie, hvor 'Ritas' småkiksede folkeskolelærer-kollega Hjørdis er i centrum. Hjørdis, der spilles af skuespilleren Lise Baastrup, har fået sin egen tv-serie, som foreløbig vises i fire afsnit.

Serien 'Hjørdis' er et såkaldt spinoff af karakteren fra 'Rita' og foregår derfor af i samme skoleunivers. Forskellen er, at serien i højere grad henvender sig til familiepublikummet med børnene i fokus.