Peppa Pig eller Gurli Gris, som tegnefilmen hedder på dansk, har skabt debat i Australien.

Eller et specifikt afsnit har voldt problemer for tv-kanalen Nick Jr. Det skriver britiske The Mirror.

I et afsnit, hvor man møder 'Mister Skinny Legs' - en edderkop - får Gurli Gris og lillebroderen Gustav at vide, at edderkopper slet ikke er farlige at lege med.

Det passer formentlig i forhold til det britiske publikum, som serien i første omgang er tiltænkt. Men i Australien er der mange farlige edderkopper i naturen, hvorfor en oprørt mor fra Sydney har klaget til tv-kanalen. For det kan vise sig at være fatalt, hvis man samler en giftig edderkop op, hvilket ikke er usandsynligt Down Under.

I første omgang valgte tv-kanalen ikke at gøre noget ved det, da de mente, at edderkoppen så meget venlig ud og slet ikke ægte.

»Afsnittet er meget muntert, venligt og stille og roligt. Hovedbudskabet er, at man skal respektere alle væsner,« lyder det fra tv-kanalen Nick Jr. der er en søsterkanal til børnekanalen Nickelodeon.

Efter den første historie 'breakede' i Australien henvendte flere medier sig til kanalen for at få en kommentar. Herefter valgte kanalen at fjerne afsnittet igen.

Det er pudsigt nok ikke første gang, at man bandlyser det specifikke afsnit af 'Gurli Gris'. I 2015 kom afsnittet på internettet ved en fejl, hvorefter tv-kanalen ABC bandlyste den.