For de fleste skuespillere er det som at få den berømte appelsin hældt direkte ned i turbanen, når man bliver ringet op af DR Fiktion og tilbudt en rolle. Den selvsamme appelsin bliver nærmest transformeret om til 24 karat guld, når det viser sig, at den tilbudte rolle er som Signes nye kæreste i anden sæson af Arvingerne.

Derfor var skuespilleren Rasmus Botoft, der især er kendt som snobben Poul i Rytteriet, rigtig glad, da han blev tilbudt rollen som Martin i Arvingerne II. For rollen indebar ikke kun, at han skulle score den lidt modvillige Signe. Han var også den nye direktør for håndboldklubben, hvor Signes far John har en central rolle som træner for håndboldholdet.

Men i takt med at seriens afsnit siden 1. januar er blevet vist søndag aften er Rasmus Botofts glæde over at lande rollen, dalet.

Læs også:

- Rollen blev ikke så stor, som det oprindelig var meningen. Jeg tror, at det var fordi, der var mange karakterer i spil, og der er kun syv afsnit i anden sæson. Så der var for mange ender, der skulle mødes og løses, så nogle ting blev lidt mindre end planlagt, fortæller skuespilleren.

Derfor kan det godt virke som om, at hans karakter nærmest kommer susende ind fra venstre. Den første gang man som seer stifter bekendtskab med den nye håndbolddirektør Martin er, da han tilfældigt render ind i Signe i klubben, og på en meget åbenlys og direkte pågående facon viser sin interesse for hende. Og da det lykkedes for den nye mand i direktørstolen at score Signe og de bliver afsløret i en tete a tete af John, kommer det for første gang frem, at der er en stor konflikt mellem Signes far og hendes nye filejs. Tilsyneladende er konflikten så stor, at faderen er tæt på at beskylde sin datter for forræderi. Men hvordan er den konflikt opstået? Det får man som seer ikke nogen forklaring på.

- Der mangler en masse mellemregninger, og der mangler en masse scener fra håndbold hallen. Det er rigtig ærgerligt for historien, mener Rasmus Botoft.

Skuespilleren lægger ikke skjul på, at selv om han var kæmpefan af Arvingerne i almindelighed og DRs tv-serier i særdeleshed, så synes han, at anden sæson af Arvingerne går for hurtigt.

- For man når ikke at få at vide, hvem folk er. Jeg synes, at det går lidt for hurtigt. Man dvælede mere ved karaktererne i første sæson. Det kunne jeg som seer bedre lide, siger han. Og tilføjer:

- Men jeg har det godt med, at jeg er med i Arvingerne. Og jeg var meget glad for at blive spurgt, fastslår Signes måske kommende kæreste i Arvingerne.

Skal du være med i en eventuel sæson 3?

- Jeg ved slet ikke, om der skal laves en tredje sæson. Men jeg tror ikke, at min karakter overlever, lyder det nøgternt.

- Men æv, for jeg nyder at være med i de søndagsserier, for DR Fiktion er virkelig en dejlig arbejdsplads. Jeg nød at være med i Lykke. Og Livvagterne og Sommer, for jeg synes, at det er pissegodt, det DR1 Fiktion laver, smiler Rasmus Botoft, der udover at være aktuel i Arvingerne II også er aktuel med familiefilmen 'Min søsters børn og guldgraverne', der havde premiere i torsdags. Derudover er han også med i Erik Clausens kommende film 'Mennesker bliver spist', som har premiere den 25. februar.