’Kingsmen: The Golden Circle’
Action-komedie

Uventet action, elegant humor, farverig tegneserievold og en fiks lille historie, der fænger. ’Kingsmen: The Golden Circle’ har ingen af delene.

I stedet brager fortsættelsen til det uventede hit fra 2014 ’Kingsmen: The Secret Service’ af sted med forceret humor, forudsigelig action, udpenslet volds-overdrev og en historie med så mange løse ender, at hele plottet ender i en stor bunke på gulvet.

I den forrygende etter blev gadedrengen Eggsy rekrutteret af den top-hemmelige britiske gentlemen-spion-organisation ’The Kingsmen’. Som en velgennemtænkt kombination af James Bond, Jason Bourne og en lille smule Austin Powers levede ’Kingsmen: The Secret Service’ forrygende underholdning med lige dele spænding, action og romance.

Allerede dengang var det hele ufattelig urealistisk. Men hvad gør det, når man kan heppe på en charmerende ’underdog’, der viser etablissementet, hvor skabet skal stå.

Denne gang spiller Eggsy fra begyndelsen med på spion-førsteholdet. Hovedkvarteret i London sprænges i luften. Og for at redde verden slår The Kingsmen pjalterne sammen med deres amerikanske søsterorganisation, The Statesmen.

Det, der fik etteren til at fungere på samtlige niveauer, var bl.a. voldsom action kombineret med uventet underdrivelse og en dybt original blanding af britisk korrekthed og fandenivoldsk slå-til-søren.

Charmen forsvinder

Og det er tydeligt, at folkene bag det uventede hit ikke umiddelbart havde planlagt en fortsættelse.

Således er historien i ’Kingsmen 2’ uden både mål og med. Og så er alle succes-ingredienserne blot multipliceret med 47.

Og med overdrivelserne forsvinder charmen. Og selvom både Taron Egerton som Eggsy og Colin Firth som Harry Hart og Julianne Moore som vanvittig narko-dronning Poppy gør deres bedste, så er det såmænd ingen ringere end Elton John, der stjæler billedet. Som Poppys musikalske fange langt ude i junglen er Sir Elton nemlig sjov uden at virke spor desperat.