Da Stephanie fra tv-programmet 'Årgang 0' fandt ud af, at hendes lillesøster Isabella blev mobbet i skolen, tog hun sagen i egen hånd for at hjælpe hende.

Siden Stephanie blev født i år 2000, har man i TV 2-serien 'Årgang 0' kunnet følge hende - og de tre andre børn Emma, Christian og Rachel - fra nyfødt til nu teenagere sammen med deres familier.

I sidste sæson kom det frem, at 15-årige Stephanies familie tog hul på at ændre livsstil, fordi hendes tre år yngre lillesøster Isabella havde problemer med overvægt og mobning i skolen. Faktisk fortalte Isabella dengang, at hun havde det svært i sin klasse.

Anderledes ser det ud i den nye sæson, der har premiere tirsdag aften.

»Det går bedre nu. Meget, virkelig meget faktisk. De er begyndt at tale pænere til mig nu. De talte ikke særlig pænt til mig før,« fortæller Isabella, mens Stephanie lytter med ved siden af hende.

Holdt øje med hende i frikvarterne

Da de to piger bliver spurgt om, hvad grunden er til, at det er blevet bedre, svarer Stephanie med et smil:

»Mig, tror jeg.«

Stephanie besluttede sig nemlig for at hjælpe og beskytte sin lillesøster.

»Jeg har været henne sådan og lure lidt, når de (Isabellas klasse, red.) havde frikvarter, og når jeg så, at de sagde et eller andet til hende eller gjorde et eller andet, så tog jeg dem til side og sagde: 'Prøv og hør, sådan noget gør man ikke. Det er ikke okay',« fortæller hun.

Løber sammen

Udover at have hjulpet sin lillesøster i skolen, har Stephanie også hjulpet Isabella, når det kom til at få dyrket noget mere motion. Det var svært for Isabella altid at bevare motivationen for at løbe.

Derfor meldte Stephanie sig på banen og løb sammen med hende.

'Årgang 0' er en dokumentarserie, som siden efteråret 1999 har fulgt fire familier i Danmark. Dokumentarserien følger børnene, til de bliver voksne.

Udover Stephanie og hendes familie følger man i tv-programmet også Emma, Rachel og Christian og deres familier.

Emma og hendes familie har dog valgt at holde en pause fra serien i år. De er derfor kun kort med i begyndelsen af den nye sæson tirsdag aften kl. 20 på TV 2.