’Årgang 0’-Rachel er tilbage i Danmark efter et vellykket ophold som udvekslingsstudent på 11 måneder i Argentina.

Den populære pige fra TV 2-programmet ’Årgang 0’ er hjemme hos familien i Sønderjylland, men opholdet varer kun et par uger endnu.

Rachel Ellebye har nemlig besluttet sig for at tage på nyt eventyr, når hun inden for kort tid drager mod Sjælland for at gå på samme kostskole som sin storebror.

»Jeg skal til Birkerød ligesom David. Vi kiggede på to kostgymnasier, og jeg begynder om tre uger. Jeg skal gå på IB, der er den internationale linje. Jeg skal have sprog, fordi det interesserer mig,« siger den 17-årige pige til SE og HØR.

Selv om Rachel ser frem til kostskoletiden, savner hun allerede hverdagen og livet i Argentina, hvor hun blev venner med udvekslingsstudenter fra blandt andet USA. Og en en pige fra Taastrup blev ’Årgang 0’-stjernens bedste ven.

»Jeg savner familien, maden og vennerne. Jeg savner bare alt. Jeg vil gerne til Argentina, når jeg er færdig med gymnasiet. Jeg er faldet for hele landet, fordi jeg har rejst meget rundt med familien,« siger Rachel til ugebladet.

Rachels mor, Theresia, fortæller desuden, at hendes datter er rigtig glad og er meget optaget af Argentina, som efter stor sandsynlighed bliver en stor del af den unge piges liv fremover.

Den nye sæson af ’Årgang 0’ løber over skærmen på TV 2 i begyndelsen af 2018.