Når 14-årige Rachel Ellebye vinker farvel til sin mor, Theresia, sin far Lars og sin storebror David og begynder på Askov Efterskole, bliver det uden for kameraernes søgelys. Det fortæller Rachels mor til bt.dk.

Tirsdag fortalte Rachel til bt.dk og på sin facebookprofil, hvorfor hun ikke synes, at den kommende folkeskolereform, er god.

I den forbindelse kom det også frem, at den kloge pige fra TV2 dokumentarserien 'Årgang 0' i stedet for at gå i 9. klasse på sin tidligere folkeskole skal på efterskole på Askov Efterskole ved Vejen i Sydjylland efter sommerferien.

Men seriens trofaste seere får ikke lov til at følge Rachels ophold på efterskolen. Det har den 14-årige pige selv besluttet.

- Hun får lov til at få opholdet uden kamera. Så hun kan få lov til bare at være Rachel. Det er også vigtigt i den alder. Der bliver måske filmet lidt til slut, men ikke i begyndelsen, fortæller Theresia Treschow Kühl til bt.dk.

Læs også: Rachel fra Årgang 0 dropper folkeskolen: Ingen glæde tilbage

Selv om Rachel har været vant til at være i kameraernes søgelys, siden hun så dagens lys en kold januardag i år 2000, kan det ifølge hendes mor også blive for meget af det gode.

- Hun skal have lov til at have opholdet på skolen for sig selv. Men så laver hun jo andre ting, de kan filme. Men jeg synes, hun skal have lov til at have lidt fred og ro til bare at være Rachel, siger den kloge apotekerdatters mor.

Hun understreger dog, at selv om Rachel ikke vil blive filmet, mens hun går i 9. klasse på Askov Efterskole, så skal fans af dokumentarserien i almindelighed og Rachel i særdeleshed ikke fortvivle.

- Det er ikke sådan, at det er forbudt at filme hende. Og det er heller ikke efterskolen, der har sagt nej, slet ikke. Rachel kunne bare godt tænke sig at prøve at have en periode, hvor hun bare var hende. For det er jo nogle formende år lige nu. Så det syntes vi, hun skulle have lov til, siger Theresia Treschow Kühl.

Det har nemlig ikke været uden omkostninger for den nu 14årige pige, at hendes forældre i tidernes morgen sagde ja til at hun og resten af familien bliver fulgt af et film hold indtil Rachel fylder 18 år. Blandt andet er den kloge pige med den lidt belærende facon blevet mobbet så meget af sine tidligere klassekammerater, at hun til sidst var nødt til at skifte klasse midt i skoleåret i 8. klasse.

Og som en anden berømthed kan skolepigen heller ikke gå i fred på gaden, hvor hun bliver genkendt så godt som hver dag.

- Det sker, når vi er ude i byen, så skal folk have autografer eller have taget billeder. Derfor kan det være rart for hende, at få lidt pusterum, selv om TV2 har været gode til at 'træne dem'. Blandt andet har Bubber trænet dem i, at de (børnene, red.) skal se det som en positiv ting, at når folk kommer over, er det i 99 procent af tilfældene positivt og velment fra deres side, fortæller moderen.

I det hele taget bliver der stille i apotekerhjemmet i Aabenraa, når sommerferien er slut og skoleåret er begyndt. For det er ikke kun Rachel, der har skiftet mors og fars trygge arne ud med andre rammer. Også hendes storebror David forlader hjemmet.

- Jeg skal undvære begge mine børn. Vores søn tager til Brasilien på udveksling med AFS. Så vi kommer til at stå uden nogle af vores børn, fortæller Theresia Treschow Kühl.