Paprika Sten er vært, når TV2 Film i nat sender Oscar-prisuddelingen direkte fra Hollywood for sjette gang. Men kanalen må undvære 700.000 seere, fordi You See har smidt kanalen ud af tv-pakkerne.

Sidste år blev Oscarshowet set af i gennemsnit 40.000 danskere, der fulgte med fra midnat til kl 6 om morgenen, og 70.000 danskere holdt sig vågne, indtil Susanne Bier fik overrakt sin Oscar

Men i år bliver det en lukket fest, som kun en million seere er i stand til at følge.

TV2s filmkanal, der sender Oscar-showet for sjette gang, er fra årsskiftet smidt ud af You See´s filmpakker, der når ud til 700.000 seere.
 Men det er ikke derfor, at filmkanalens chef, Maiken Wexøe er søvnløs.

-Jeg vil da forsøge at holde mig vågen, for jeg har længe drømt om at få Paprika Sten som vært. Hun brænder så meget for det, og kan formidle sin store begejstring, og så er hun heller ikke bleg for at kommentere kjolerne, siger Maiken Wexøe, der ikke umiddelbart har mulighed for at flytte showet til een af TV2´s andre kanaler.

- Det kan vi ikke p.g.a. rettigheder, og vi har forsøgt, om vi kunne få lov til at sende showet over nettet, men det må vi heller ikke, siger Maiken Wexøe.

Sover fra det hele

Filmmanden Peter Aalbæk fra Zentropa har tænkt sig at sove fra det hele. Modsat sidste år, hvor Susanne Bier vandt en Oscar for sin film 'Hævnen', skal man lede længe efter et dansk islæt.

Filminstruktøren Nicolas Winding Refns meget roste 'Drive' er nomineret til en pris for bedste lydredigering, og de to danske skuespillere Nicolas Bro og David Dencik har biroller i Steven Spielbergs 'War Horse'.

- Jeg glæder mig til at se resultatet mandag morgen. Det er en hardcore flok, der år efter år vil undvære deres nattesøvn, og for os andre grødhoveder er det kun, når Dannebrog vejer, så jeg skal ikke holde mig vågen, siger Peter Aalbæk, der krydser fingre for den franske film 'The Artist'.

- Hvis den vinder, er der også håb for andre mærkelige, europæiske film, siger Peter Aalbæk.

Mikkelsen og Brosnan

Han er ikke i tvivl om, at dansk film vil vende talstærkt tilbage til næste år.

- De sidste 12 måneder før Oscar har været en stor fest for dansk film i et omfang vi ikke set før. Jeg ved, hvad der er på vej. Thomas Winterberg med 'Jagten' med Mads Mikkelsen i hovedrollen, 'En kongelig affære' , der snart har premiere herhjemme, og så har Susanne Bier to film, der er potentielle Oscarkandidater, bl.a. 'Den skaldede frisør' med Trine Dyrholm og Pierce Brosnan.

Her kan du se Oscar

Den norske kanal NRK1 sender mere end fem timers Oscarfest inklusiv optakt allerede fra 00:50. Det skriver b.dk

Og har du en vis forståelse for det tyske sprog, så viser kanalen Pro7 Oscarfesten i sin helhed.

Skulle du på mystisk vis have adgang til den svenske Kanal 9, er der heller ingen ugler i mosen.

Insisterer du på at følge Oscarfesten, som i år dirigeres af Billy Crystal, på dansk, viser enkelte af landets biografer forestillingen live på det store lærred. Der er tale om BIOCITY Biograferne i Herning, Odense, Aalborg og Aarhus. I København holder Dagmar Teatret åbent i nat for oscar-entusiaster.