Han prøver ikke at narre sig selv, for det er naturens gang, at håret er mere gråt, og at enden rykker nærmere for hver dag. Men livet er stadig her og nu, og uforudsigeligt, ligesom hans karriere i dansk tv.

Det ene øjeblik hyldet som årets tv-vært for sin populære reportageserie ’Danmark – ifølge Bubber’. Det næste øjeblik sat på porten efter 23 års tro tjeneste på TV2.

Nu er han tilbage, hvor det hele begyndte, nemlig som vært for børn og unge, men på Danmarks Radios kanal DR3. Ikke bitter, men forundret og samtidig taknemmelig for igen at have fået et nyt tv-liv.

Danmarks nok kendteste børne- og tv-vært var selv med til at bryde tv-monopolet, da Kanal 2 gik i luften i 1984, og han har siden underholdt og udfordret seerne i 30 år. Hans personlighed har delt vandene. Lige så meget millioner af børn har elsket det umiddelbare og spontane energibundt, lige så mange har følt sig udfordret og provokeret af hans barnlige og kompromisløse stil.

Bubber begyndte med at køre København tyndt og lave indslag via mobiltelefon i Kanal 2s morgenprogram ’Morgenflimmer’. Men han blev først rigtig landskendt, da han sprang op i et badekar, iført smækbukser og omvendt kasket, og lavede Bubbers Badekar for de mindste seere med General dryptud, kamelen Johanna og rockblomsten.

Badekarret har trofast fulgt ham gennem hele karrieren, og han betragter det selv som det mest banebrydende program i sin tv-karriere.

Nøgen mand med sok

Han har lavet stort set alt på tv, og været et af TV2s stærkeste værtskort. I ’Snurre Snups søndagsklub’ har han samlet over 300.000 børn foran skærmen med direkte tv fra studiet i Tåstrup og har bl.a. præsenteret en nøgen, tatoveret mand, kun iført en sok for børnene!

Bubber er en mønsterbryder, der har overlevet på skærmen, til trods for, at han aldrig har taget en uddannelse og er stærkt ordblind.

Han har været vært på mange af TV2s store underholdningssucceser som ’Mandagschancen’, ’ Den store klassefest’ , ’Kok amok’, ’Scenen er din’, og også været redaktør for TV2s børne- og ungdoms-tv, hvor han stod for fornyelsen af julekalendertraditionen med ’Jesus og Josefine’.

En reklameartikel i Jensens Bøfhus kostede ham redaktørjobbet. »I dag kan tv-værter reklamere for alting uden at nogen løfter et øjenbryn,« som han siger. Skøjteprogrammet ’Varm på is’ var dog ingen succes.

Modet fejler heller ikke noget, som da han fulgte med fhv. jægersoldat B.S. Christiansen til lands, til vands og i luften med to serier af ’Bubber og B.S. på afveje’ og ’Bubber i trøjen’, hvor han bl.a. fløj i et F-16 fly.

Privat er han gift med Christina, kaldet ’Ibsen’, og far til tre voksne børn. I bogen ’Bare Bubber’ (2011) fortæller han hudløst ærligt om bagsiden af sit omflakkende tv- og entertainerliv, der nær havde kostet hans ægteskab, og om den daglige kamp for at blive en bedre version af sig selv. I dag har han valgt at markere det skarpe hjørne ved at invitere kolleger og venner fra et langt tv-liv til reception på Nationalmuseet.