Glæd dig – både DR og TV2 skruer tiden tilbage i det nye års store dramaserier

Dansk tv-drama skifter Sarah Lund-sweateren ud med charleston-kjoler og sorte uniformer.

Efter en periode med krimier og thrillere søger tv tilbage i tiden. Det kommer til at præge de nye danske dramaserier i året, der kommer.

I morgen aften sender TV2 seerne tilbage til tiden fra før ’Matador’, når der er premiere på kanalens første historiske danske dramaserie ’Badehotellet’. Den foregår i tiden op til datidens svar på vores finanskrise - børskrakket i Wall Street.

Om to dage begynder DRs nye serie ’Arvingerne’, der fortæller en familiehistorie. Senere på året tager DR os helt tilbage til 1800-tallet og Dybbøl Mølle.

I ’Badehotellet’ følger vi Fie fra den første dag som køkkenpige på badehotellet, der hvert år bliver invaderet af rige københavnere.

Dyk ned i fortiden

Det er forfatterne Stig Thorsboe og Hanna Lundblad, der stod bag DR-succesen ’Krøniken’, som nu tager turen vestpå til livet på et badehotel i slutningen af de brølende og sorgløse 20ere. Tiden inden børskrakket i Wall Street, der blev begyndelsen på en global depression.

Nytårsdag kommer DR1 med sin nye danske dramaserie ’Arvingerne’, der kigger tilbage på arven fra den sorgløse og ansvarsfri 68-generation.

Her mødes de fire voksne børn af den internationalt anerkendte kunstner og boheme Veronika Grønnegård for at gøre boet op efter deres mor.

- Internationalt set har der været en kæmpestor interesse for historiske serier som f.eks. ’Mad Men’, ’Boardwalk Empire’, ’Call The Midwife’ og ikke mindst ’Downtown Abbey’. Vi går tilbage i tiden for at blive klogere på os selv, forklarer Stig Thorsboe.

- Hver gang, man producerer en historisk tv-serie, er det ligesom at stige ind i en tidsmaskine, hvor man går tilbage for at sanse en tid. Denne gang dykker vi ned i 1928 og ser, hvad der rørte sig dengang, og vi får måske pludselig nogle forklaringer på omstændigheder i dag, som vi har glemt eller ikke været opmærksomme på, siger Hanna Lundblad.

Historien gentager sig

- Jeg tror, fascinationen ligger i at se forskellen og ligheden med i dag. Det interessante er, at selv om de problemstillinger, man stod i dengang, er helt anderledes, er der historier, der er fuldstændig de samme, nemlig at finde kærligheden eller realisere sig selv, siger Stig Thorsboe.

- For os er det interessant at gå tilbage til tiden før Wall Street-krakket i 1929, der udløste den største internationale økonomiske krise. De, der oplevede det, har sikkert sagt, at det skal aldrig, aldrig, aldrig ske igen. Alligevel oplever vi noget tilsvarende i 2008. Den tøjlesløse spekulation, hvor man kollektivt taber realitetssansen, siger Hanna Lundblad.

- Vi taler om, at den økonomiske finanskrise, som vi har nu, er den værste siden 30erne, men det er nærmest en fornærmelse over for dem, der levede dengang, hvor der var en arbejdsløshed på 38 procent, siger Stig Thorsboe.