- Det går lige i maven på os, at der er så mange børn i dagens Danmark, der har det så forfærdeligt!

Tv-værterne Adam Duvå Hall og Camilla Ottesen er rystede over, hvor mange danske børn der vokser op i hjem med druk, vold og overgreb.

Lørdag aften står de sammen med værten Jes Dorph-Petersen og kendte danske kunstnere og musikere i spidsen for et stort, direkte vegørenhedsshow på TV3. Der skal samles penge ind til Børns Vilkår og Børnetelefonen, så tusindvis af børn i Danmark kan få mere og bedre hjælp.

Tævet med jernstang

Børnetelefonen bliver hvert år kontaktet af 30.000 børn med alvorlige problemer - men der er 36.000 børn, der ringer forgæves. Og her taler vi om børn, der har alvorlige problemer i hjemmet, bliver mobbet i skolen eller som skader sig selv, fortæller Camilla Ottesen, der selv er mor til to.

Læs også:

- Vi synes jo, vi har det så godt herhjemme. Men 120.000 børn vokser op i hjem, hvor der drikkes for meget. Det er ikke tal, vi tænker over til daglig. Og det sker for børn i alle sociale lag, også dem, der har iPhone og mærketøj.

Alle børn, der henvender sig til Børnetelefonen, er anonyme, og de historier, de fortæller, er barske, fortæller Camilla Ottesen og nævner et eksempel med en 12-årig pige, der ringer ind, fordi hun bliver tæsket med en jernstang af sin mor.

- Hvilke forældre indrømmer, at de banker deres børn? Det er tabuagtigt. Der er også mange steder i systemet, hvor børn svigtes, fordi ingen tror på, hvad de fortæller, siger Camilla Ottesen.

Læs også:

BT digital

- Svigtede børn er svigtede børn, uanset hvor de kommer fra. Man kan ikke købe sig til en god barndom, men alle har ret til en tryg barndom, supplerer Adam Duvå Hall, der pointerer, at showet også skal være med til at fortælle, at der er hjæp at hente - og hvor man kan få hjælp.

- Mange børn tror, at de er de eneste i hele verden, der har det sådan. De tror, at det er helt normalt at vokse op med overgreb og vold. Det er vigtigt at få at vide, at det er det ikke!

Mangler nærvær

Hos Børns Vilkår har man de seneste år oplevet, at mange børn ringer ind, fordi de er ensomme. Det har rystet de to tv-værter, at der er så mange børn, der lever med så mange problemer og under  vilkår, der gør, at de er selvmordstruede. De er simpelthen på vej ud af vinduet eller har taget piller.

Læs også:

- Det er ikke børn, der skal have hjælp til at vælge farven på deres iPad, der ringer ind. Børns Vilkår ser også dem, der bliver tabt i ræset og føler sig ensomme. Livet går rigtig stærkt, og prioriteterne er sindssyge hos børnefamilierne. Der er knap nok tid til at spille et spil. Mange børn oplever, at de voksne ikke prioriterer dem. Nærvær er ikke noget, vi dyrker nok, siger Camilla Ottesen.

- Ingen kan gå gennem livet uden at føle sig ensom en gang imellem eller føle, at alle vennerne er imod en. Men alle børn skal vide, at de har en mulighed for at tale med nogen, siger Adam Duvå Hall.

Det er første gang, TV3 laver et velgørenhedsshow, der samler ind til børn i Danmark.

- Vi vil ikke sammenligne os med noget, og vi har heller ikke sat os et mål for, hvor stort et beløb, der skal samles ind. Vi håber, folk vil støtte den gode sag og få en god aften. Det giver mening, siger Adam Duvå Hall.

Du kan læse mere om indsamlingen her.